Vil kæmpe for et rødere og blødere Vesthimmerland

 Af Theresa Berg Andersen, SF Vesthimmerland , Hobrovej 145, Vilsted

SF siger en stor tak for vores 1914 stemmer. 

At jeg opnåede 1250 personlige stemmer og dermed det 3. højeste personlige stemmetal i Vesthimmerland, er jeg meget taknemmelig og ydmyg overfor.


Vi lover at kæmpe alt hvad vi kan, for et rødere og blødere Vesthimmerland, præget af fællesskab, lighed og omsorg. 

 

Men det er også nærliggende, at kommentere på de konservatives evaluering af valget. 


Når De Konservative ikke blev inviteret med til konstitueringen, trods et flot valg, så svarer det til at smage sin egen medicin. 

For fire år siden stod SF i samme situation. Med en fremgang i 2013 på 50% stod SF med hele 4 mandater i byrådet.  

Men borgmester Knud Kristensen og hans partifæller inviterede alle, undtagen SF og De Radikale med til forhandlingsbordet på forhandlingsnatten. Vi havde ikke så meget som en kort ordveksling om, hvad vi kunne bidrage med. Ikke engang den d’hondtske metode havde borgmesterpartiet styr på, så det kom som en overraskelse dengang, at SF havde krav på plads i kommunens økonomiudvalg. 

Derfor er det meget svært at tage Konservatives klagesang alvorligt i disse dage. Beklager.  

Til gengæld kan jeg klart sige, at vi glæder os til et bredt samarbejde de næste 4 år – et bredt samarbejde som kommer hele kommunen til gavn. 

Vi glæder os til at samarbejde – også med De Konservative. Men medynk og medlidenhed får I ikke fra SF.

Tillykke til alle de valgte vi glæder os til samarbejdet.  

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: