Borgere med psykisk sygdom betaler prisen for et stykke dårligt politisk håndværk

Af: Søren Virenfeldt, VestHimmerlandsListen (Liste G), Baldersvej 23, Farsø

I forbindelse med at Region Nordjylland har besluttet, at nedlægge de psykiatriske bosteder, Skovvænget i Aalestrup og Vestervang i Løgstør kom der en klar udmelding fra Region Nordjylland, om at de ønskede en større enhed, der blev placeret enten i Farsø eller Aars.

Vi hører hele tiden politikerne sige, at Aars er Vesthimmerlands erhvervs- og uddannelses by og at Farsø er Vesthimmerlands sundheds- og sygehus by. Og hvis de mente det, som de sagde, var der jo ingen tvivl om, at det nye psykiatriske bosted skulle etableres i Farsø.

Der gik desværre sognerådspolitik i sagen og det endte med, at bostedet nu kommer til at ligge midt i Aars. Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti fik ved hjælp af et lobbyarbejde, flertal for placeringen i Aars.  En beslutning der alene er truffet uden at sætte sig ind i konsekvenserne for de fremtidige brugere. De er efterfølgende ikke særlig stolte af det, og viger helst udenom når emnet bringes op. Spørg jeres lokale konservative/venstre folk i Farsø om de har medvirket til det.

For Region Nordjylland handlede sammenlægningen og flytningen af bostederne om, at skabe større enheder og dermed bedre økonomi. Man vælger at nedlægge to velfungerende bosteder og der bliver nu tomme bygninger i både Aalestrup og Løgstør, som bliver svære at anvende. Værdien af de to bosteder er måske 25 millioner, men vi skal være heldige, hvis vi får dem solgt til mere end 7 millioner. Det er et tab af skatteydernes kroner, og det vil vare mange år, før de penge igen er tjent ind.

At placere et så stort bosted centralt i Aars er ikke en beslutning, der er til gavn for brugerne. Nogle af dem, som benytter bostederne er så psykisk medtaget, at de ikke kan bo tæt på andre, og på Skovvænget har de truffet meget fine løsninger, i form af enkelte boliger i pavilloner udenfor bostedet. Disse pavilloner har betydet, at selv meget svage psykisk syge borgere har kunnet profitere af opholdet på Skovvænget. Denne mulighed findes ikke i Aars. I Løgstør har man gennem årene opbygget en stor erfaring for netop denne type borgere.

Nu flytter man alle borgere fra Skovvænget og Vestervang ind på et stort bosted, bygget midt i Aars by. Brugerne kommer til at bo meget tæt på hinanden, men også meget tæt på anden bebyggelse i Aars, hvor det ikke bliver muligt at tage specielle hensyn, til borgere der har svært ved at begå sig tæt på andre mennesker. Vi har gennem de senere år set hvorledes borgere med psykiske sygdomme har gjort de forfærdeligste ting, som de ikke selv har styr over på grund af deres psykiske tilstand.

Eksempelvis har Aars Touring Klubs årlige motorcykeltræf, med store glade fester, hvor mange mennesker hygger og morer sig, og hvor der er en del larm. Det vil i den grad være angstpåvirkende for beboere med psykiske vanskeligheder.  På den anden side har vi Kimbrerkroen som et aktivt sted hvor der også tit er mange arrangementer.

For Region Nordjyllands vedkommende er det en beslutning, der er truffet via Excel regneark, i stedet for omsorg for de psykisk syge. For Kommunalpolitikerne i Vesthimmerland endte det også med, at de kom til at deltage i denne dårlige løsning og dermed bragte meget næring til den påstand, at alting i Vesthimmerlands Kommunen, skal placeres i Aars. Dette på trods af, at politikerne gentagne gange har sagt, at Farsø er Vesthimmerlands sygehus- og sundheds by, og at alt hvad der naturligt hører dertil, skal placeres i Farsø.

I stedet for at skabe en god løsning for de psykisk syge og vise handlekraft i forhold til at få fordelt arbejdspladserne i Vesthimmerlands Kommune, så fik politikerne givet næring til de negative røster om placeringen af opgaverne i kommunen.

I Folketinget hvor Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti bestemmer, har for længst fundet ud af, at udflytte arbejdsplader fra de store byer, og ud i hele landet. Man kunne jo have det ønske, at den Christiansborg politik kunne smitte af på Vesthimmerlands Kommune. Nu har man bidraget til bosætningen i Aars, og i Farsø står der 36 tomme grunde til salg.

Når hele kommunen udvikler, får vi det alle bedre.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: