FARSØ: Malte Ebdrup fra Farsø har endnu engang kørt sig til tops i gocart – dog denne gang i E-cart som er den elektriske udgave.

Sidste weekend blev der kørt Danmarks Mesterskab i Thy på gokartbanen i Tved. Der blev kørt om det danske mesterskab i 6 forskellige klasser. Og for første gang blev der kørt løb i elektrisk gokart (E-kart) i Danmark. De elektriske gokarts har 400 volts motorer, der yder omkring 34 hestekræfter, de er ligeledes udstyret med en boost funktion, som giver 10 % ekstra ydeevne i 5 sek.

Malte blev forud for DM inviteret til testdag i Vojens karting klub. Det var en stor oplevelse at prøve at køre en E-Kart. Næsten lydløs, høj fart og voldsom acceleration. Malte leverede så gode omgangstider at han blev tilbudt at deltage i det danske mesterskab. Det var en svær beslutning for Malte, da han jo i forvejen kører almindelig gokart og bil. Samme weekend som der var DM i Thy var det også billøb på FDM Jyllandsringen, som Malte skulle have kørt med i. En uge før DM i E-kart og mange overvejelser senere, faldt beslutningen på Thy, for at se om Malte kunne gøre sig gældende i E-kart.

I dagene op til DM var der træninger i Thy i E-kart og mulighed for at lære den nye kart at kende inden det gik løs lørdag og søndag. Lørdag var der tidstagning og heat 1, hvor Malte blev nr, 1 i begge. Søndag blev der kørt  heat 2, prefinale og finale. Malte vandt dem alle og kunne dermed kalde sig Danmarks Mester i E-kart.

Nu skal Malte ud og skaffe økonomiske midler hvis han skal helt til tops. Sejren giver nemlig adgang til VM i Bahrain i december måned og turen dertil skal Malte selv betale. Maltes mål er at få sig forberedt så godt som muligt, d.v.s. køre så meget gokart som muligt og holde sig i form.


Her ses Malte Ebdrup fra Farsø øverst på skamlen som vinder af DM i E-kart. 

e-max.it: your social media marketing partner