FARSØ: Ungdomsspillerne fra Farsø Badmintonklub savner som så mange andre at komme i Dronning Ingrid Hallerne, men lempelsen af forsamlingsloftet for udendørs idrætsaktiviteter har til gengæld åbnet op for at tænke kreativt.

Her til eftermiddag var der således premiere på udendørs badmintontræning, og der var opbakning til initiativet fra både spillere og vejrguder.

Selvom nettet, banen og boldene var lidt anderledes og krævede en smule tilvænning, kom der til sidst fint styr på slagene og kun få bolde endte i den hæk, der udgjorde et lidt bredere net, end spillerne er vant til.

Første træningsgang bød ud over spil over hæk også på serveøvelser med skud gennem gynger og andre legeredskaber på en af skolens legepladser samt en meget intens servestafet rundt om skolens motionsmaskiner.

Formålet med udendørs-træningen er primært, at spillerne får rørt sig og får genopbygget det sociale fællesskab. Derudover er der indkøbt specielle udendørs badmintonbolde, så evnerne med ketsjer og bold kan blive støvet af i det omfang, vejret tillader det.

Dronning Ingrid Hallerne og Farsø Skole har beredvilligt stillet deres udendørsarealer til rådighed for de ”hjemløse” badmintonspillere, hvilket Farsø Badmintonklub sætter stor pris på.

Selvom udendørs badminton naturligvis ikke kan erstatte det sædvanlige tilbud indenfor, er badmintonklubbens ungdomstrænere Ane Hornbæk Mortensen og Jessica Fransgård meget glade for igen at kunne tilbyde spillerne lidt motion og ikke mindst socialt samvær. 

e-max.it: your social media marketing partner