Virtuel standerhejsning og ny form for træning

FARSØ: Aflyste træninger, kampe og et nedlukket Danmark har i snart et år gjort det vanskeligt at være fodboldspiller, træner og bestyrelse i den lokale fodboldklub FUIK.

Mange og ændrede restriktioner har hele tiden krævet nye beslutninger fra fodboldklubbens bestyrelse og trænere, og sådan ser det desværre også ud for endnu en tid.

Men fodboldklubben har den ambition, at fodbolden og sammenholdet i klubben skal forblive intakt, selvom det er på en anden måde end normalt.

Anderledes start på fodboldsæson
Efter endt julepause, gøres der nu klar til en ny sæson. Opstarten bliver anderledes, da forsamlingsloftet gør, at spillerne må vente lidt med at komme ud på græs til den normale fodboldtræning og den første tid står således på nye aktiviteter.

Også selve standerhejsningen på lørdag – altså markeringen på den nye sæson på Farsø Station kommer til at foregå anderledes – nemlig virtuelt.

-Standerhejsningen markerer den nye sæson for FUIK´s dame- og herresenior spillere, samt U19 drenge, fortæller formand for FUIK, Magnus Bojer.

Det bliver dog en speciel standerhejsning Magnus Bojer kommer til at stå for. Det bliver uden hoppende og træningsivrige spillere ved flagstangen på Farsø Stadion. De må blive hjemme bag ved skærmen og følge velkomsten fra formand Magnus Bojer – og flaget der går til tops på stadion, via Meet

Velkommen til nye trænere
Med til standerhejsningen følger traditionelt også en velkomst til sæsonens nye trænere.

På klubbens førstehold i serie 2 er der kommet ny cheftræner til, nemlig Rudi Møller. Han støttes op af et holdlederteam bestående af Jesper Jensen, Klaus Hansen, Rasmus Lapirtis og Magnus Bojer.

Klubbens 2. hold i serie 4 styres igen af Jesper Lynderup og Mads Tejlgaard og på serie 5 er det Kasper Skov og Viktor Nielsen der stiller holdet.

På U19 drenge er der kommet ny cheftræner, idet klubben har ansat Troels Nymark. Et samarbejde klubben ser meget frem til.

Hos damerne i serie 2 er der også ny cheftræner i det den tidligere U19 træner, Magnus Bojer er ny mand bag roret.

Det er således et stærk og kompetent team, som står klar til en ny spændende sæson, hvor udvikling af holdene, samt fællesskab og sammenhold er nøgleordene.

Klubbens nye cheftræner Rudi Møller udtaler: Selvom Corona stadig er her og selvfølgelig har aflyst mange af de planlagte spændende tiltag, såsom teambuilding tur, træningslejr, fysiske test, sociale arrangementer m.m. så ser vi i teamet meget frem til sæsonen og glæder os til at komme i gang. Corona giver selvfølgelig nogle nye udfordringer, men dem står vi klar til at tage imod, og så har vi i stedet planlagt nye ideer, som spillerne kan glæde sig til, siger cheftræner Rudi Møller.

 


Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: