FARSØ: Selvom starten på den nye sæson 2021 bliver lidt af en gentagelse af som den sluttede inden julepausen i 2020, nemlig uden fællestræning på Farsø Stadion, så bliver det til gengæld med lidt ændringer på trænerposterne.

Ud over ny cheftræner Rudi Møller, så er der også nye trænere i U19 og for dameseniorer.

U19
Ny træner for U19 er Troels Nymark. Han er 45 år gammel og har tidligere været ungdomstræner i FUIK fra 2009 til 2016. Troels var efterfølgende rekrutteringstræner og scout for Viborg FF og førsteholdstræner for Strandby IF herre senior. Troels har i en lang årrække også været med som træner og trænerleder på fodboldskolen i FUIK.

Troels Nymark udtaler:

-Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til FUIK, det har altid været en rigtig fin klub,  som jeg har været stolt af at repræsentere og ikke mindst været stolt af at slå i de perioder jeg ikke har været i klubben.

Jeg ser frem til samarbejdet med de øvrige trænere i klubben, og håber at det samarbejde vil blive et som spillerne vil kunne mærke. Jeg synes opgaven omkring overgangen fra ungdom til senior bliver rigtig spændende. Jeg håber, at jeg kan bidrage til at mange af vore rigtig dygtige ungdomsspillere vælger at blive i FUIK og spille fodbold som seniorer hvor klubben med 3 senior hold jo har et godt tilbud uanset ambitions niveau.

I U19 håber jeg rigtig meget at vi kan skabe et miljø, hvor vi både vil dygtiggøre os uanset niveau og samtidig have det sjovt - altså en balance imellem stadig at ville lære at dygtiggøre sig og dyrke det sociale klubliv udenfor banen. Så kort fortalt, vil jeg gerne at vi ærligt kan se hinanden i øjnene og med et smil på læben, sige til hinanden nu går vi på banen for at yde vores bedste hvad enten det er kamp eller træning, og bagefter kan vi rumme, at der er et klubliv hvor drengene er med til at sætte en dagsorden for hvordan vi kan have det sjovt så FUIK er et fedt sted at komme også når man står midt imellem at være ungdomsspiller og seniorspiller.

I trænergruppen har vi et tæt samarbejde om at nogle gange træner vi sammen med seniorafdelingen. Andre gange træner vi for os selv, det er en model jeg tror meget på. Jeg håber snart at vores hverdag bliver normaliseret så vi kommer i gang med fodboldkampe på stadion igen. Her håber jeg også, at drengene vil få en stor opbakning, vi vil ihvertfald gøre vores for at skabe noget offensivt seværdig fodbold.

Til sidst har jeg en stor bøn til alle jer drenge som måske er på efterskole eller har valgt at holde pause fra fodbold , jeg håber meget i vil komme tilbage til FUIK og give mig en chance for at være med til I får nogle gode timer på fodboldbanen og et fedt klubliv, jeg glæder mig til vi ses, siger Troels Nymark.

I forbindelse med trænerskiftet vil FUIK gerne takke Magnus Bojer, for en virkelig stor indsats som træner for U19-holdet de seneste år. Han har lagt stort arbejde og energi i U19-holdet, for at få det til at fungere. 

-Uden Magnus havde vi formentlig ikke haft det samme grundlag for at have et tilbud om U19 drenge fodbold i FUIK. Så herfra skal lyde en stor tak for indsatsen!, lyder det fra Rasmus Lapirtis Madsen fra FUIK’s seniorudvalg.

Damesenior  
FUIK har lavet en aftale med Magnus Bojer om at stå i spidsen for dameseniorafdelingen. Magnus Bojer er en fremtrædende figur i FUIK, hvor han udover trænergerningen er formand i klubben. 25-årige Magnus har trænet forskellige hold i FUIK de seneste mange år, hvor han senest har trænet klubbens U19 drenge og U12,13 og 14 piger.


Magnus Bojer er ny træner for FUIK’s damesenior i serie 2

Det er en meget kompetent træner, der nu skal prøve sig af som dametræner. Han har til trods for hans alder stor erfaring med at være fodboldtræner, og har også UEFA B-licens.

-Det bliver en spændende opgave at være dametræner. Der er mange unge spillere på holdet som man virkelig kan udvikle. Jeg vil ind og sætte mit præg på deres taktiske og tekniske udvikling. Jeg håber at spillerne er klar til mange sjove timer på træningsbanen, til kampe og til sociale arrangementer. Der er en plan klar så vi kan starte op, med træning hver for sig og nogle online møder omkring hvordan, jeg gerne vil sætte mit præg på tingene. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet med spillerne., siger Magnus Bojer

I forbindelse med trænerskiftet vil FUIK gerne takke Jonas Brøndum, for en virkelig stor indsats som træner for damesenior de seneste år. Han har lagt stort arbejde og energi i dameafdelingen, for at få det til at fungere.

-Uden Jonas havde vi formentlig ikke haft det samme grundlag for at have et tilbud om damesenior fodbold i FUIK. Så herfra skal lyde en stor tak for indsatsen!, siger Rasmus Lapirtis Madsen fra FUIK’s Seniorudvalg

e-max.it: your social media marketing partner