FARSØ: Ligesom mange andre foreninger, har 2020 indtil videre sat en stopper for mange aktiviteter grundet covid-situationen.

-Vore pengegivende aktiviteter har lidt et alvorligt "knæk" i forbindelse med COVID-19, flere af vore "faste" pengegivende aktiviteter er lagt ned, til stor ærgrelse, fortæller formand for FUIK’s Venner, Jens Røschmann og fortsætter:

Vi i vennerne blev sat til verden i 1975 netop for at støtte op omkring den lokale fodboldklub - FUIK’s ungdomsarbejde. Det har igennem årene givet en pæn portion penge til ungdommen, sammenlagt 4-5 millioner kroner.

Bestyrelsen i FUIK’s Venner arbejder med de muligheder der nu er, så status er, at vi nåede at få afviklet Hoppe-Legedage (med succes)i vinterferien inden nedlukningen,

Bak op om juletræssalg og salg af nytårskrudt
Vi vil i begyndelsen af november måned starte salget af juletræer i flere varianter samt pyntegrønt. Vi får udstilling af træer på p-pladsen ved Tøjeksperten Wulf, men er også repræsenteret andre steder i Farsø by. Der vil samtidig blive gjort en ekstra indsats for at sælge Klublotto,

I dagene mellem Jul og Nytår vil der, som de tidligere år være salg at nytårskrudt i FUIK`s klublokale på Farsø Stadion i samarbejde med lokale XL byg. Her vil vi naturligvis overholde de gældende Covid-regler.

Vi håber også, at kunne gennemføre Hoppe Legedage i slutningen af uge 8 - 2021, men intet er sikkert netop nu, så det vil vi selvfølgelig vende tilbage med information om, siger Jens Røschmann.

Ingen FUIK Cup og julebal
Desværre måtte FUIK’s Venner i sommer aflyse sommerfesten. Det samme kommer til at ske med indefodboldstævnet FUIK Cup der skulle have været afviklet i starten af december. 2. juledagsballet på Hotel Farsø bliver desværre heller ikke til noget.

Men til gengæld ser FUIK’s Venner frem til at kunne glæde endnu 6 klublottovindere indenfor de næste måneder.  Gevinsterne er gavekort på henholdsvis 500, 200 og 100 kr. til Farsø Handelsstandsforenings medlemsbutikker som udtrækkes 4 gange årligt.

Større indsats for klublotto
En af Klublotto vinderne tidligere i år, var en tidligere FUIK spiller og medlem af FUIK’s bestyrelse i 1980’erne, Sonny Eriksen. Han viser stadig den dag i dag sin støtte til hans ”gamle” klub ved deltage i Klublotto.

Sonnys mor, Aase Eriksen fik overrakt gavekortet på kr. 500, for både Aase og hendes børn har gennem årtier haft tætte relationer til FUIK.

Klublodderne kan købes hos FUIK’s Venners bestyrelsesmedlemmer. Dog er det Poul Poulsen og Lene Kjerstein som er ansvarlige for aktiviteten.

FUIK’s Venners bestyrelse består i øvrigt af Gitte Holm, Lene Kjerstein, Jørn Brøndum,  Per Rask, Poul Poulsen, Nicklas Poulsen og Jens Røschmann der alle er klar til at tage fat når der bliver lempet på Covid- restriktionern. 

-Samtidig håber vi på ikke at være "glemt" blandt vore mange sponsorer som altid står parat med støtte til os og FUIK’ s ungdom, slutter Jens Røschmann.

e-max.it: your social media marketing partner