GATTEN: I disse dage er Danmarks bedste golfspillere samlet på golfbanerne i Gatten til Danish PGA Championship. 

Med i feltet er også Director of Golf i HimmerLand, Thomas Nielsen, der har modtaget HimmerLands enlige wild card til det danske mesterskab for professionelle

- Thomas Nielsen er en fremragende repræsentant for HimmerLand, og naturligvis er han vores mand i feltet denne uge, siger HimmerLand direktør, Mark Bering.
 

Selvom det er mange år siden, at Thomas Nielsen, dedikerede sin tid til professionel golf, så er han ingen hr. hvem-som-helst. Thomas Nielsen har et utal af sejre på både ECCO Tour og øvrige tours i starten af 00´erne, og har også optrådt på Europa Touren.

 - Thomas er stadig en god golfspiller, og jeg tror, det er en fordel for ham, at han kender banen bedre end alle de andre. Til gengæld er det nok en ulempe, at alle de andre i feltet er bedre end ham, griner Mark Bering. 

Nielsen glæder sig, men kender sin plads i feltet
På alle måder er der lagt op til nogle uforglemmelige dage i HimmerLand til et rigtigt dansk mesterskab for professionelle. Noget der aldrig tidligere har været muligt. Men 2020 er noget helt særligt, og det glæder Thomas Nielsen, at det er lykkes ECCO Touren at samle stort set alle de bedste danske professionelle.
 

 - Jeg synes, konceptet er helt fantastisk, og når nu Made in Denmark blev aflyst i år, er det her da et helt unikt alternativ. Banerne i HimmerLand er det naturlige sted til sådan et arrangement, og jeg er sikker på, at det bliver nogle fantastiske dage, siger Thomas Nielsen med et smil.

Hans egne ambitioner er dog skrinlagt. Det betyder ikke, at han ikke håber at spille godt, men hovedpersonen ved godt, hvad klokken har slået, når det gælder professionel golf. 

 - Hør her, de her spillere slår så langt, at det næsten er fjollet. Der er nogle områder, hvor jeg måske kan være med, men sporten udvikler sig hele tiden, og med mindre man hedder Langer eller Jimenez, så har man indset, at man er blevet overhalet af ungdommen, griner Thomas Nielsen. 

Danish PGA Championship har Thorbjørn Olesen, Jeff Winther, Søren Kjeldsen, Joachim B. Hansen, Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard og alle de øvrige topspillere fra Challenge Touren og ECCO Touren i feltet. Og nu altså også Thomas Nielsen.


Golfbanerne i Gatten lægger i disse dage green til Danish PGA Championship med deltagelse af de bedste danske golfspillere.

 

e-max.it: your social media marketing partner