FARSØ: Der var lagt op til de helt store opgør i semifinalerne i DBU Skolepokalen, hvor både Farsø Skoles drenge og piger skulle spille imod Søndre Skole fra Hobro.

Foran et talstærkt hjemmepublikum skulle pigerne starte - Det blev en lige 1. halvleg med Farsø Skole som de mest toneangivende og det overtag gav pote 3 gange, så pigerne kunne gå til pausen med en 3-0 føring.

Pausen blev brugt til at justere enkelte ting, samt at koncentration og kynisme var nogle af nøgleordene. Undgå personlige fejl og lade være med at lukke Søndre Skole ind i kampen.

Det til trods så var det et forvandlet hjemmehold, som bragte sig selv i svære situationer og glemte de aftaler der var lavet. Denne gæstfrihed udnyttede gæsterne og med 3 mål var der skabt balance i regnskabet til 3-3.

Trods op ad bakke og svære betingelser, så viste Farsø pigerne høj moral og kæmpede sig tilbage og med en scoring kort før tid til 4-3 kunne pigerne afgøre kampen og lade sig hylde som vindere og pigerne er dermed videre til den store kredsfinale, hvor man skal møde vinderen af Hald Ege Skole fra Viborg og Nibe Skole.

Træner Rudi Møller udtaler: Vi spiller en rigtig fin 1. halvleg, hvor vi er særdeles effektive. Omvendt er vi rystende usikre i 2. halvleg og lader gæsterne komme ind i kampen.  Noget vi helt sikkert skal have ændret til kredsfinalen. Jeg vil dog rose pigerne for at komme flot tilbage.

Dernæst var det drengenes tur. Det var på forhånd forventet en svær kamp, da Søndre Skoles drenge alle spiller elitefodbold på højeste niveau. Men trænerteamet og drengene havde lagt en god gameplan - stå kompakt, slå til på de offensive omstillinger og arbejde som hold.

Allerede efter få minutter fik Farsø Skole de førnævnte omstillinger og med lidt mere skarphed kunne de have bragt sig i front. Søndre Skole var som forventet klart i mest boldbesiddelse og de viste også den skarphed og effektivitet som hjemmeholdet manglede og kunne derfor gå til pausen foran 2-0. I anden halvleg lukkede de kampen til 3-0. Drengene fra Farsø skole kæmpede dog flot videre og fik i de sidste 10 minutter lagt et godt tryk på gæsterne. Det rakte dog ikke til scoring og derfor måtte de se sig slået i semifinalen.

Farsø Skoles drenge kan dog være stolte af præstationerne gennem turneringen. Træner Rudi Møller udtaler: Drengene har imponeret stort. Før turneringen var der ikke de store forventninger til drengene, men via hårdt arbejde og sammenhold har drengene klaret sig helt fantastisk.

 

e-max.it: your social media marketing partner