FARSØ: I samarbejde med DGI arbejder Vesthimmerlands Kommune på projektet ”Street Attack”,

som har ambitionen om at udbrede gadeidrætten med det sigte at skabe en mere fri, legende og identitetsskabende bevægelseskultur for børn og unge. Projektet forløber i perioden 2018-2020 og er lokalt forankret i Kultur og Fritid i Løgstør under Sundheds- og Kulturforvaltningen.  

Som det første synlige bevis på samarbejdet afholdes der i dag torsdag et stort Street Attack Event på parkeringspladsen ved Dronning Ingrid Hallerne.  

10 streetaktiviteter ved Dr. Ingrid Hallerne
Det vil sige at DGI indtager parkeringspladsen, hvor der opsættes 10 forskellige streetaktiviteter. Man kan prøve kræfter med panna, parkour, skateboard, løbehjul, trial, street basket, freestyle, street soccer og street workout. Street-art, loungemiljøer, en foodtruck og fede tunes fra DJ’s er også en del af den store streetevent.  

-20 skoleklasser, svarende til ca. 500 elever kommer og afprøver faciliteterne fra kl. 10-14. Resten af dagen og aftenen med vil der være ”fri leg”, d.v.s. alle børn og unge kan kigge forbi for at prøve aktiviteterne. Desuden vil der også være opvisninger af professionelle som man kan lade sig inspirere af, fortæller René Melvad Jørgensen, projektleder hos DGI.     

Skal inspirere til gadeidræt 
Løbehjul, skateboard, street soccer, parkour – de fleste er allerede bekendt med gadeidrættens discipliner, der, som navnet siger, udøves på gader og stræder. Det er baggrunden for at DGI Nordjylland og seks nordjyske kommuner – heriblandt Vesthimmerland ser et stort potentiale i at introducere og inspirere børn og unge til gadeidræt i håb om at motivere dem til et fritidsliv med mere bevægelse. 

Fællesskab og færdigheder
På kort sigt engagerer projektet 3.000 nordjyske skoleelever i gadeidræt. Derudover får 300 unge og andre ildsjæle kurser, der giver dem flere og bedre færdigheder til at udbrede gadeidrætten på egen hånd i det nordjyske. Samlet set forventes projektet at aktivere op imod 6.000 børn og unge indenfor projektperioden fra 2018-2020.  

Første stop er Farsø
Projektets flagskib er store events, hvor Street Attack turnerer rundt til de enkelte kommuner i sommerperioden fra juni – september. I Vesthimmerland er Farsø og Dronning Ingrid Hallerne valgt, som det første stop på Street Attack Touren.    
 

Med de seks gadeidrætsevents håber DGI Nordjylland at skabe en endnu større platform for den nordjyske gadeidræt. Unge kan mødes i gadeidrætsfællesskaber på tværs af Nordjylland, kommunerne sætter gadeidrætten på dagsordenen og endnu flere nordjyder får øjnene op for de mange potentialer i denne moderne bevægelseskultur. 

Skaterbane i Farsø snart klar
René Melvad Jørgensen fortæller at man i Farsø allerede er godt på vej. Med en allerede eksisterende multibane, en skaterbane under opbygning og et stadionområde der løbende med nye faciliteter, bliver det et område hvor børn- og unge mødes og er aktive.  

-Det er derfor ikke tilfældigt at Street Attack Tour har lagt vejen omkring Farsø. Her har man faciliteterne – ikke på gaden, men såmænd inkorporeret på et sports- og fritidsområde. Nu skal børn- og unge gøres interesserede i at bruge dem og videreudvikle dem, således der skabes en kultur og venskaber omkring et fritidsliv med bevægelse.  


I Farsø er den nye skaterbane ved Dronning Hallerne godt på vej til at være færdig. Det er den dog ikke til når DGI’s Street Attack Tour lægger vejen omkring Farsø og P-pladsen ved Dronning Ingrid Hallerne i dag torsdag. Men til gengæld kan Street Attack inspirere til hvordan skaterbane og multibane kan bruges.                 

e-max.it: your social media marketing partner