FARSØ: Farsø Motionsklub har som en helt særlig 25 års jubilæumsgave fået hjælp til at investere i nye maskiner og renovering af de slidte gulve i motionslokalerne.

Det nye stødabsorberende og slidstærke gulv er endnu ikke blevet lagt ned, men til gengæld er 10 nye cirkeltræningsmaskiner og to nye løbebånd allerede taget godt i brug. 

-De maskiner vi har skiftet ud var rigtig godt slidte, og flere af dem har fulgt os gennem alle 25 år, så de har tjent os godt, fortæller Farsø Motionsklubs formand Beth Høiberg.  

Nyinvesteringerne koster alt i kr. 300.000. Heraf kommer kr. 100.000 fra DGI & DIF og kr. 10.000 fra Sparekassen Farsøs Fond. Resten har motionsklubben selv sparet op.  

Motionsklubben har pt. 300 medlemmer. Vore ambitioner er at komme op på 500 medlemmer, som er det vore lokaler kan bære, siger Beth Høiberg og forklarer videre.  

Siden vi for nogle år siden indførte vores chipsystem, som betyder at medlemmer har adgang til motionscentret 365 dage om året fra 05.00 om morgenen til kl. 23.00, har vi fået flere medlemmer og brugere. Det betyder, at man kan få sin motion og træne når det passer ind i ens hverdag.  

Den ekstraordinære lange åbningstid betyder også, at man ikke tidlig morgen og sent aften har mulighed for at benytte Dronning Ingrid Hallernes omklædnings- og brusefaciliteter. Men det bliver der nu lavet om på. I forbindelse med en mindre ombygning i hallerne får motionsklubben nu eget omklædningsrum med 2 brusere stillet til rådighed, som kan bruges udenfor hallens åbningstid. Den nye facilitet vil være klar i løbet af februar – marts måned.  

Med andre ord gøres der alt for at opfylde medlemmernes og brugernes ønsker.  

Det er også tilfældet med de nye cirkeltræningsmaskiner. De henvender sig til alle konditioner og aldersgrupper, idet de kan indstilles individuelt. Mest væsentligt er det dog at alle store muskelgrupper ved en tur rundt til de 10 maskiner trænes og styrkes.  

For unge, som typisk tager turen rundt 2-3 gange pr. gang de er i motionscentret sammen med lidt cardiotræning på løbebånd, medfører det i løbet kort tid en god kondition og toning af musklerne. For ældre handler det mere om at bevare styrken i musklerne og måske undgå knogleskørhed.

-Derfor er Farsø Motionscenter for alle, siger Beth Høiberg og det afspejler vore medlemmer også. Vigtigt er det også at huske, at vore instruktører er behjælpelige med at udvikle det rigtige træningsprogram, og ikke mindst sikre at man anvender maskinerne på den rigtige måde.    

 Det er vigtigt at maskinerne bruges rigtigt og derfor står motionsklubbens instruktører klar med rådgivning. Her er det Brian Jørgensen.    

e-max.it: your social media marketing partner