VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune har i regi af ”Bevæg dig for Livet – Senior”, i samarbejde med DGI Nordjylland og flere frivillige

udarbejdet et tilbud, der vil give flere borgere omkring de 60, chancen for at dyrke motion i gode rammer med højt til loftet og hyggeligt samvær.  

Konceptet ”Motion for 60+” inviterer i første omgang til et informationsmøde, hvor de fremmødte, vil blive klogere på, hvorfor det er nødvendigt at holde sig aktiv hele livet, og på hvad konceptet ”Motion 60+” indeholder. Herefter vil der blive tilbudt 2 til 3 aktivitetsgange, hvor det bliver muligt at afprøve forskellige idrætstilbud. Idrætsaktiviteterne tilpasses deltagerne – så alle har mulighed for at vælge aktivitet og være med.   

Konceptet har allerede haft betragtelig succes, de steder hvor DGI indtil videre har lanceret ideen – bl.a. i Lanternen i Løgstør og i flere andre kommuner. Der tilbydes forskellige aktiviteter, bl.a. gymnastik, styrketræning, cirkeltræning, floorball, badminton, shorttennis, fodbold, bowls, smarttraining, gåture, cykelture, forskellige former for spil – og meget andet. 

”Motion 60+” er en afprøvet indsats og bygger på en stærk tradition om, at alle får mulighed for at dyrke idræt, styrke sundheden og livskvalitet fra ung til senior. Målet er at udvikle og organisere idræt for seniorer i et effektivt samarbejde mellem DGI og foreninger og idrætsfaciliteter.

-De nye tilbud i Vesthimmerland Kommune understøtter vores vision og derfor støtter vi op om tiltaget, siger Birthe Bach, programleder ved DGI for Senior og Sundhed.
 

Kom i gang!
-Og tænker man, at der måske er lidt sent at komme i gang med at motionere, så er der flere argumenter for at komme i gang end at lade være, lyder det fra Birthe Bach. Fysisk aktivitet er et vidundermiddel, der virker selv i små doser, og det er helt uden bivirkninger. Virkningen er betragtelig, selv hvis man starter i en sen alder.
 

Bevæg dig for livet
René Lundgaard, foreningskonsulent i Vesthimmerland Kommune kan yderlige fortælle, at Vesthimmerlands kommune har indgået et samarbejde med DIF og DGI om en fælles vision: 25-50-75. Det betyder, at i 2025 dyrker 50 % af befolkningen idræt i en idrætsforening, og 75 % af befolkningen dyrker idræt. Det fælles projekt har fået navnet: ”Bevæg dig for livet”.  I Vesthimmerlands Kommune er seniorområdet prioriteret, og blevet en blandt 5 ”Senior visions kommune”. Det betyder et styrket fokus på at etablere målrettet indsatser for at motivere flere bevægelsesaktive borgere i Vesthimmerlands Kommune over 60 år.
 

Inger Nielsen, Vesthimmerlands byråd og medlem af Blære IF fortæller yderligere: -Vi prøver hele tiden at tilpasse vores tilbud efter den efterspørgsel, der er i vores område. Der bliver flere og flere seniorer, og de er mere aktive end nogensinde før, derfor vil vi gerne tilbyde netop dem et tilbud, som de finder interessant, sjovt og givende.  

Informationsmødet og de 2 til 3 aktivitetsgange er ganske gratis og uforpligtende. Der er pt. planlagt tilbud om ”Motion for 60+” i Ranum Idrætscenter og i Blære Multicenter.

 

e-max.it: your social media marketing partner