VESTER HORNUM: Her til aften afholdte Vester Hornum Gymnastik Forening opvisning i Vester Hornum hallen.

Aftenen startede med fælles indmarch af de 4 lokale hold, samt 2 af Vesthimmerlands landsdelsjuniorhold, som var indbudt til aftenen.

Efter indmarch, velkomst og fællessang, startede ”Forældre/Barn” holdet på gulvet. De små poder i alderen 1½ - 3 år, nød at boltre sig på de forskellige opstillede baner sammen med deres forældre og instruktører og de fik fortjente guldmedaljer og klapsalver for indsatsen.

Herefter gik ”Hoppelopperne” – gymnaster i alderen 4 -6 år på gulvet, og de viste stolt publikum hvad de kunne af diverse spring og øvelser rundt på de opstillede baner. Masser af kolbøtter og akrobatik og sanglege/serier. Det blev også belønnet med guldmedaljer.

Pludselig dukkede foreningens fitness hold ”Kom´bar´do” op på gulvet, og det med selveste Jane Fonda på holdet. Holdet ønskede af vise hvad de træner i løbet af vinteren, og håber at der vil komme flere på holdet til næste sæson – både piger og mænd.

Næste hold på gulvet var ”Spring og tummel” – gymnaster i alderen 0 – 3 kl., og de leverede en flot opvisning med rytme serier og flot udførte spring.

Sidste hold fra Vester Hornum var ”Spring mix” – gymnaster fra 4 – 9 kl., og de leverede igen en flot opvisning, hvor der var flot udførte spring og rytme serier med fuld gas. Rigtig mange af gymnasterne har været med siden de var små, og det lyser ud af dem, at de har trænet hårdt og brænder for spring og rytme.

Til sidst gik de 2 hold fra Vesthimmerlands landsdelsjuniorhold på gulvet, de 2 holds gymnaster er i alderen fra 4-7 kl. og 7 -9 kl. Det var to flotte opvisninger med rytme og spring i høj klasse. Det skulle gerne give de lokale gymnaster mod og interesse til, at tage skridtet videre som gymnast. Hvis de træner flittigt, så kan de komme langt. Foreningen er stolte over at have 7 gymnaster på holdene i år.

Alle hold modtog store klapsalver af det store fremmødte publikum. Gymnasterne udstrålede stolthed over, at vise forældre, bedsteforældre og venner, hvad de har lært i sæsonen.

Efter fane udmarch, så var der tid til hygge. Der blev serveret kage og kaffe, og var snak og hygge ved bordene, imens at gymnaster og andre barnlige sjæle gav den gas på airtracken. Efter en hyggelig aften, så kunne masser af trætte gymnaster og deres familier tage hjem efter en fantastisk aften, og gymnastikforeningen håber på, ar det har smittet, således at endnu flere har lyst til at deltage efter sommerferien, når den nye sæson starter.

Foreningen er overvældet og stolt over det fantastiske fremmøde. Det viser, at der støttes op omkring foreningen. Der skal lyde en stor tak til alle sponsorer og frivillige hænder, som bakker foreningen op, uden deres hjælp er det ikke muligt at gennemføre sådanne arrangementer, samt indkøbe nye redskaber og sende instruktører på kursus.

På lørdag skal gymnasterne fra ”spring og tummel” og ”springmix” i ilden igen, da de skal til DGI´s forårsopvisning i Farsø.







 

e-max.it: your social media marketing partner