Medlems fremgang og større aktivitet i FUIK

FARSØ: 40 personer med tilknytning til FUIK, mødte her til aften frem i fodboldklubbens klublokale i Dronning Ingrid Hallerne for at få en opsummering på ikke bare fodboldsæsonen, men også de øvrige opgaver og aktiviteter der finder sted i relation til fodboldklubben i Farsø.    

Der blev således afholdt tre generalforsamlinger i forlængelse af hinanden: Først i Støtteforeningen for kunstgræsbanen, dernæst FUIK’s Venner og til slut moderklubben Farsø-Ullits IK.

Plejer hele stadion
Peder Ditlev aflagde beretning om årets gang med kunstgræsbanen, hvor man har oplevet øget udlejning, men også fået større udgifter til pleje af stadionanlægget. Formålet med foreningen er nemlig blevet udvidet til også at omfatte stadionplejeaftalen med kommunen, alle maskiner, et nyt maskinhus samt ansættelsen af stadioninspektør.

Disse øgede arbejdsopgaver har betydet, at bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling i januar blev udvidet fra 3 til 5 medlemmer, som efter fredagens generalforsamling er: Peder Ditlev, Per Rask, Kim Nyby, Jørn Brøndum, Niels Krebs. De to sidstnævnte er nye i bestyrelsen.

Peder Ditlev kunne i øvrigt oplyse, at stadion fortsat har store problemer med vandafledning, som der er ved at blive kigget på og man i årets løb tabte mange penge på en forsikringssag, som også omfattede reparation af en traktor.        

Sikre overskudsgivende aktiviteter
Formand for FUIK’s Venner Jens Røschmann kunne berette at foreningen har tjent kr. 79.000, hvoraf de kr. 30.000 fredag aften blevet doneret til FUIK’s ungdomsafdeling. Efter et stort underskud med Søkoncerten i 2016, valgte FUIK’s Venner i 2017 at koncentrere sig om de sikre og velkendte aktiviteter. ”Vennerne” har således brugt deres energi på at sælge klublotto til forældre i ungdomsafdelingen, FUIK Cup – som dog gav et mindre overskud i forhold til tidligere grundet manglende hovedsponsor. Op til jul og nytår var FUIK’s Venner på banen igen med juletræssalg, som grundet et højere aktivitetsniveau og så gav et større oveskud. Som noget nyt gik vennerne i samarbejde med lokale XL Byg om fyrværkerisalg som blev en stor succes og som fortsætter i 2018.
Traditionen tro stod ”Vennerne” også for det praktiske i forbindelse med FUIK’s sportsdag og afslutningsfest.    

”Vennernes” kasserer gennem mange år, Bjarne Kurinow, valgte at trække sig og blev erstattet af Lene Kristensen. 

Nye ungdomsspillere og seniorspillere
Formand for FUIK, Kim Nyby, aflagde beretning for moderklubben. Her kunne han fortælle om et år med tilgang af flere nye ungdomsspillere, og en unik tilgang til seniorafdelingen med mere end 70 kontingentbetalende. Der blev for første gang etableret et U-19 herre hold, og dame senior står igen på egne ben efter flere års samarbejde med Gundersted og Vegger.  

For at fortsætte den positive udvikling i antallet af medlemmer har klubben dannet et ungdomsudvalg og afholdt en strategidag med trænere og ledere, hvor der blev fundet ”værdiord” for klubben.   

I 2017 havde FUIK også udsolgt til de to fodboldskoler på Farsø Stadion i DBU og DGI regi. Desuden var der en rekordstor tilmelding og deltagelse fra FUIK til Vildbjerg Cup.    

I marts står klubben i samarbejde med naboklubben Aars IK som arrangør af en stor indendørs koncert, som allerede tegner sig til at blive en stor succes.  

Desuden arbejdes der på at nedsætte et senior- og sponsorudvalg og generelt at få styr på det økonomiske. Her er man godt på vej med et lille overskud på ca. kr. 1.500 kr. efter det store underskud på 140.000 kr. i 2016.  

Generalforsamlingen genvalgte Kim Nyby som formand, medens der til bestyrelsen var nyvalg til Kristoffer Nørgaard og Rudi Møller, som erstatter Peder Ditlev og Jørn Brøndum, der som tidligere nævnt får mere at se til i Støtteforeningen for Kunstgræsbanen.

Formand for FUIK’s Venner Jens Røschmann takker kasserer gennem mange år Bjarne Kurinow for sin store indsats.


Formand for FUIK, Kim Nyby takker Peder Ditlev og Jørn Brøndum for deres mangeårige indsats i moderklubben. Begge er nu rykket til bestyrelsen for Støtteforeningen for Kunstgræsbanen, som har fået flere opgaver omkring pleje af Farsø Stadion. 

 

 

 

 

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: