Familiemotion – et NYT og aktivt tilbud til alle!

FARSØ: På søndag starter et nyt aktivt motionstilbud til alle uanset alder og interesse.

Der vil være aktiviteter 4 steder samtidig nemlig i svømmehal, motionscenter, idrætshal og gymnastiksal i Dronning Ingrid hallerne i Farsø.

Aktiviteterne vil indeholde motion, træning, leg og bevægelse og koordineres hver af de 4 steder af en tovholder fra foreninger i Farsø.

Aktiviteterne vil blive tilpasset ønsker fra deltagerne, og der vil blive lagt en plan for de første 12 gange. Udover den ugentlige aktivitet vil der blive tilbud om andre forløb og events som sund mad, sundhedstest og vejledning, foredrag, m.m.

Sundhed, Trivsel og Læring i Farsø(STL), der er et samarbejde mellem foreninger, skole og børnehaver – står bag det nye aktive tilbud.

-STL Farsø har hidtil været et projekt støttet af TRYG fonden, men er nu en ny frivillig koordinerende forening, siger formand Gert Hosbond. Det er et tilbud, som mange har snakket om og skal supplere og bidrage til de mange gode aktiviteter, der er i forvejen i foreningerne. Vi håber, at flere får lyst til at motionere og bevæge sig og dermed måske også vil være medlem i en af vore mange foreninger.

Det er gratis at deltage de første gange, og ved starten på søndag vil der være gratis kaffe, saftevand og brød til alle, der møder op. Her vil der også blive informeret yderligere om den første periode.

 

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: