FARSØ: For ottende gang, lægger Dronning Ingrid Hallerne i den kommende weekend faciliteter til et stort indefodbold stævne.

Lørdag og søndag vil tre individuelle turneringer i indefodbold finde sted i hallerne.

Det er FUIK’s Venner der står bag det store indefodboldstævne.

29 tilmeldte hold
29 hold har tilmeldt sig turneringerne, hvor der spilles lige fra Himmerlandsmesterskabet for senior og motionister til damesenior og elitefodbold med tilmeldte hold fra alle egne af landet. Der vil derfor være gang i hallerne lige fra lørdag formiddag kl. 10.00 til søndag aften ca. kl. 18.00 hvor den sidste finale spilles.     

Hurtig bane
For stævnet gælder der særlige spilleregler, både hvad angår antallet spillere på banen men også hvordan der spilles: Et hold består af 7 spillere, hvoraf kun 4 spillere må være på banen ad gangen. Hver kamp varer 9 minutter og der vil være fuld fart på fodbolden hele kampen igennem idet banderne omkring banen og de særligt opsatte net bag målene, vil sørge for at bolden hele tiden holdes på banen.

Kommer fra hele landet
I år spilles der om hele kr. 18.000 i elite-turneringen, hvoraf de kr. 10.000 går til vinderholdet der samtidig også får en plads til GPM i indefodbold. Med andre ord er der noget at spille for og man vil derfor også bemærke at der kommer hold så langt henne fra som fra Sjælland, Thisted, Aarhus, Aalborg og naturligvis hjemmelige hold fra klubberne i Vesthimmerland. Også de seneste to års vinder Kvix fra Thisted kommer til Farsø for at forsvare titlen. Man kan derfor godt regne med en del intense opgør mellem de 12 tilmeldte hold i eliteturneringen, der alle vil kæmpe for at komme øverst på skamlen og vinde den store præmiesum.

Dameturneringen om lørdagen har 12 tilmeldte hold, som kommer til Farsø fra bl.a. Skive, Vildbjerg og Aalborg. Himmerlandsmesterskabet for senior og motionister har 5 tilmeldte fra de lokale klubber og vinderen vil blive fejret med præmie og en vandrepokal. 
 

Alle tilskuere er velkomne
Ligesom ved de øvrige turneringer, håber FUIK’s Venner, at rigtig mange fodboldinteresserede vil finde vej til tilskuerrækkerne i den kommende weekend. Der vil være gratis adgang for tilskuere til Dronning Ingrid Hallerne under hele FUIK Cup.            

 

e-max.it: your social media marketing partner