FARSØ: I år kan Farsø KFUM HK fejre 75 års jubilæum.

For 75 år siden i 1942 startede håndbolden udendørs, nærmere bestemt på Farsø Stadion, side om side med den lokale fodboldklub. Der blev også i en overgangsperiode spillet på skolens bane ved Gråbølle i Vestbyen, indtil håndboldklubben i 1972 flyttede indendørs i den nybyggede Farsø Hallen på Jeppe Åkjærsvej.

Her fik håndbolden rigtig vind i sejlene og efterhånden fik alle børn og unge i Farsø stiftet bekendtskab med spillet. Det betød også Farsø KFUM HK begyndte at spille divisionshåndbold på både herre og damesiden.

I 2009 besluttede man at styrke talentudviklingen ved at gå sammen med Aars HK omkring Team Vesthimmerland. Samarbejdet kostede dog mange penge og mistede efterhånden pusten, så i år, i jubilæumsåret er samarbejdet ophørt og Farsø KFUM HK’s divisionsspillere er igen trukket i de gul/blå spilledragter. 

Også på ungdomssiden er man ved at tilpasse sig den moderne familie og de mange tilbud børn i dag har. I håndboldklubben har man den holdning at håndbold skal være sjovt og henvende sig til alle børn, og der skal være plads til både leg og spil. 

Fejringen af 75 års jubilæet tyvstartede tidligere i år, hvor Farsø KFUM HK i slutningen af maj greb chancen og fik tilbudt at lægge lokaler – altså Dronning Ingrid Hallernes opvisningshal, til en landskamp mellem Danmarks og Hollands U19 damer.

Nu fortsætter fejringen. På lørdag afholdes der først jubilæumsreception i håndboldklubbens lokaler i Dr. Ingrid Hallerne, hvor man håber på, at rigtig mange, som har haft tilknytning til håndbolden i Farsø gennem årene vil dukke op for at hilse på og få en snak om gamle dage. Lørdag aften slutter jubilæet af med en jubilæumsfest i Dr. Ingrid Hallerne med god mad og musik, hvor godt 100 personer indtil videre har tilmeldt sig.                         


e-max.it: your social media marketing partner