FARSØ: Sådan lød opråbet til spillere, trænere og forældre i og omkring FUIK, fra FUIK’s formand Kim Nyby på fodboldklubbens generalforsamling her til aften.
-Jeg synes desværre, at vi i de seneste år har oplevet en lidt uheldig tendens og udvikling i kommunikationen mellem fx forældre og trænere og ledere – hvilket naturligvis ikke kan undgås 100%, når vore mange medlemmer og trænere skal få tingende til at gå op i en højere enhed.
Egoisme duer ikke
Der spirer en form for egoisme, hvor man tager meget udgangspunkt i sine egne behov og knap så meget i fællesskabets behov – og det er en farlig udvikling for en klub som vores.
Jeg forsøger på ingen måde at give udtryk for, at FUIKs tilbud om fodbold, altid er verdensklasse. Jeg vil bare gerne appellere til, at dialogen foregår i en konstruktiv og positiv tone – idet alle vores mange trænere og ledere alene gør det på frivillig basis og alle forsøger helt sikkert, at gøre det så godt som overhovedet muligt, ud fra den tid og de kompetencer som er til rådighed – men det er svært at tilfredsstille alle.
Kammeratskab, sammenhold og kollektivet er det vigtigste
Vi skal huske, at fodbold er en holdsport – hvor der selvfølgelig skal være plads til individet, men det er kammeratskabet, sammenholdet og kollektivet der er det vigtigste – og derfor kræver det en stor grad af rummelighed og tålmodighed fra både trænere, ledere, spillere og forældre.
Når det så er sagt, vil jeg også gerne kvittere for den interesse som medlemmerne og forældrene viser, når vi fx laver et opråb om hjælp til udførsel af praktiske opgaver på stadion eller når der mangler emner til bestyrelsen.
Jeg håber denne positive tendens fortsætter, da vi også i fremtiden er meget afhængige af fleres hænder til fx diverse udvalg, hjælp til Farsø Festen o.s.v. lød det fra Kim Nyby.