VESTHIMMERLAND: Den 1. februar 2022 er det slut med at bruge de populære containere til stort og småt brændbart på genbrugspladsen.

I stedet beder Vesthimmerlands Forsyning om, at du adskiller, afmonterer og sorterer affaldet hjemmefra, så endnu flere ressourcer kan blive genanvendt og dermed undgå forbrændingen.

-Vores undersøgelser viser at 34%, af det affald der lander i stort og småt brændbart, er -materialer, der kan genanvendes, siger direktør for Vesthimmerlands Forsyning, Morten Aaby Nielsen.

-Containerne til brændbart affald signalerer ganske enkelt noget, der hører fortiden til – og det gør vi op med nu. Derfor iværksætter vi dette tiltag, som samtidig bidrager til vores fælles målsætning om 70% reduktion af drivhusgasser inden 2030.

Derfor, næste gang du står med et stykke affald i hånden, kan du spørge dig selv, om det kan genanvendes. Hvis affaldet består af to eller flere materialer, kan du prøve at skille materialerne ad. Vi skal stoppe med at spørge, om det kan brænde – for det kan det meste jo, forklarer Morten Aaby Nielsen.  

På genbrugspladserne er der i forvejen 40 containere til genanvendeligt affald, for eksempel hård plast, blød plast, flamingo, træ, jern, pap, elektronik osv., og den 1. februar ændres navnet på stort- og småt brændbart til ”Rest efter sortering”.

Vesthimmerlands Forsyning oplyser, at der opstilles sorteringsborde på genbrugspladserne og sættes ind med ekstra bemanding, som står klar til at guide borgerne.

 

e-max.it: your social media marketing partner