FARSØ: Afløseren for den nedlagte lægevagt i Farsø, nemlig Skadeklinikken på Farsø Sygehus, kommer i et stykke tid endnu til at være bemandet med lægestuderende.

Den 1. september udvidede Skadeklinikken ellers sin åbningstid til kl. 22 hver dag.

Den udvidede åbningstid er et af flere tiltag, som Regionsrådet i Budget 2021 satte penge af til for at styrke de akutte sundhedstilbud for borgerne i nærområderne. For Vesthimmerlands vedkommende, altså en afløser for lægevagten, som lukkede sidste år.

I organiseringen af Skadeklinikken i Farsø har der været lagt op til, at den primært skal være bemandet af erfarne behandlersygeplejersker. Behandlersygeplejersker er sygeplejesker, som efteruddannes til særligt at varetage de skader, som borgerne møder op med på Skadeklinikken efter en henvisning fra lægevagten eller egen læge.

I den forbindelse har Region Nordjylland to gange forgæves forsøgt at finde behandlersygeplejersker til klinikken. Selvom 3. gang skal vise sig at være lykkens gang, så kan de tidligst komme til Farsø om et halvt års tid, grundet efteruddannelse.

-Det er utilfredsstillende, siger formand for Støtteforeningen for Farsø Sygehus, Lars Andresen.

-Jeg savner, at Region Nordjylland går mere aktivt ind i det her og undersøger hvorfor der ikke er nogen ansøgninger til disse stillinger. Er det fordi, der er en for dårlig aflønning?, er det arbejdsvilkårene? eller er det arbejdsindholdet i stillingerne?.

Lars Andresen frygter, at det ikke lykkes at finde en årsag og en løsning på at skaffe behandlersygeplejersker til skadeklinikken.

Vi skal have fundet en realistisk løsning. Vi ønsker derfor i Støtteforeningen, et møde med sygehusledelsen i Aalborg og Regionen.

Vi skal nå frem til et fagligt forsvarligt tilbud, som er trygt for borgerne. Hvis det er et midlertidigt problem med at dække åbningstiden, så må vi kigge på det, siger Lars Andresen.

e-max.it: your social media marketing partner