Tak for titlen, Danmarks bedste plejehjem

Tale af leder af Friplejehjemmet Hesselvang, Pia Nielsen

HVALPSUND: Det er noget vi både er beæret og utrolig glade for.

Vi er godt klar over, at metoden til at finde Danmarks bedste plejehjem ikke har været en videnskabelig analyse. Men vi er trods alt stolte og taknemmelige over, at så mange synes vi har gjort det godt og har stemt på os.

Det er så dejligt at Danske Seniorer har valgt at sætte fokus på gode plejehjem, for dem findes der rigtig mange af rundt omkring i Danmark. Der er rigtig mange plejehjemsmedarbejdere og ledere, der hver dag går på arbejde med glæde og med lysten til at gøre en forskel, for at give de ældre en god tid på plejehjem. Og de gør det bare supergodt. Så tusinde tak for godt initiativ til jer og alle de danske seniorer.

Så vil jeg også gerne sige en kæmpe tak til de pårørende som har indstillet os samt alle dem som har stemt på os både her fra lokalområdet og dem der kommer længere vejs fra. Det betyder så utroligt meget, at der er så mange der synes, at det er Hesselvang der skulle have denne titel.

Jeg vil også sende en kæmpe tak til bestyrelsen for friplejehjemmet. Til bestyrelsen for vennerne og de mange frivillige der kommer her i huset. Uden jer var det her ikke muligt. Vi er så taknemmelig for den store opbakning som I giver os i hverdagen, og I er altid klar til at give en hjælpende hånd. I stiller op igen og igen. I gør jeres til at hverdagen for beboerne kan blive til en fest med nye tiltag og dejlige oplevelser. I er guld værd for beboerne og personalet her på Hesselvang. Så en kæmpe tak for, at vi har jer. Jeg vil også sende en tak til jer beboere, for uden jer ville vi jo ikke stå her i dag.

Endelig vil jeg gerne takke personalet. I er de aller, aller bedste. I tør tænke anderledes. I tør tænke ud af boksen uden at sætte folk i kasser. I er fagligt dygtige, altid omstillingsparate, sætter beboerne i centrum og ændrer på planer, så det kommer beboerne til gavn. I er humoristiske og til at se det sjove i hverdagen. Er der ikke noget at grine af, så skaber I det selv, selvfølgelig med respekt og omsorg for vores beboere. I laver sjov og spas og inddrager også gerne beboerne deri. Og så er I ekstremt gode til at passe på hinanden. Det er så dejligt, som leder, at se hvordan I hjælper og støtter hinanden i hverdagen. Så tak for jer. I er alle som en – enere, som jeg er utrolig taknemlig for at arbejde sammen med. Tillykke til jer alle. I fortjener så meget at blive anerkendt for det I gør i hverdagen, både for vores beboere, pårørende og hinanden. Så titlen som Danmarks bedste plejehjem har I virkelig gjort jer fortjent til.

LÆS OGSÅ: Friplejehjemmet Hesselvang er kåret som Danmarks bedste
LÆS OGSÅ: Stor hæder til Friplejehjemmet Hesselvang
LÆS OGSÅ: Hesselvang – Vi har været på en spændende lang rejse
LÆS OGSÅ: Hesselvang har arvet seks-ciftet beløb til ”tant og fjas”
LÆS OGSÅ: Beboere på Hesselvang – Vi er endt i smørhullet!

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: