VESTHIMMERLAND: Dansk Industris (DI) rapport om lokalt erhvervsklima for 2021 er udkommet.

Det er tolvte gang, at Dansk Industri offentliggør undersøgelsen. Vesthimmerlands Kommune har opnået en samlet placering som nummer 39 ud af 93 kommuner. Det er en fremgang på 1 plads fra 2020, hvor kommunen placerede sig på en 40. plads.

Mere end 7.700 virksomheder over hele landet har i år vurderet deres kommunes indsats på en lang række områder med relevans for virksomhedernes erhvervsvilkår såsom infrastruktur og transport, arbejdskraft, uddannelse, kommunal sagsbehandling, skatter, afgifter og gebyrer, fysiske rammer, brug af private leverandører, grøn udvikling og information og dialog med kommunen.

Vesthimmerlands Kommune har en samlet placering som nummer 39, hvilket er en fremgang på 1 placering fra sidste års 40. plads.

Bedst til grøn omstilling
Kommunens bedste placering er i kategorien "Grøn omstilling", hvor kommunen indtager en 6. plads ud af 93 kommuner. Kategorien dækker blandt andet over andel af affald der bliver genanvendt samt kommunale initiativer, der bidrag til bæredygtig omstilling i virksomheder.

I kategorien "Arbejdskraft", der dækker over kommunens indsats for at opfylde virksomhedernes behov for kvalificerede medarbejdere og jobcenteret samarbejde med virksomhederne, har kommunen opnået en betydelig fremgang. I 2021 er kommunen placeret som nummer 19, hvilket er en fremgang på 31 pladser fra sidste års placering som nummer 50.

Derudover er det værd at nævne, at Vesthimmerlands Kommune har opnået fremgang i kategorien "Overordnet erhvervsvenlighed", hvor kommunen nu er placeret på en 32. plads sammenlignet med sidste års 36. plads.

Der er ligeledes fremgang at spore i kategorien "Kommunal sagsbehandling", hvor kommunen i 2021 er placeret på en 38. plads, hvilket er en fremgang på 9 placeringer i forhold til sidste års 47. plads. Kategorien "Kommunal sagsbehandling" beskriver kommunens placering på tre spørgsmål om tilfredshed med sagsbehandlingen på forskellige områder samt på otte statistiske indikatorer, der på forskellig vis belyser, hvor effektiv sagsbehandlingen i kommunen er. De tre områder er sagsbehandling af virksomheders miljøforhold, sagsbehandling i forbindelse med byggesager og sagsbehandlingen i sygedagpengesager.

I Vesthimmerlands Kommune har 63 virksomheder, der repræsenterer minimum 2.937 arbejdspladser i kommunen, deltaget i undersøgelsen. De adspurgte virksomheder i Vesthimmerlands Kommune mener, at kommunen bør prioritere kategorierne "Arbejdskraft" og "Infrastruktur" og "Transport" højest, mens også kategorierne "Uddannelse" og "Kommunal sagsbehandling" i følge virksomhederne, bør prioriteres højt.

Af de adspurgte virksomheder vil 65 % af virksomhederne anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen, hvilket er en fremgang på 7 procentpoint i forhold til 2020, hvor 58 % af de adspurgte virksomheder ville anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen.

e-max.it: your social media marketing partner