HVALPSUND: Efteråret er så småt ved at indfinde sig, og som man har gjort det i århundreder, høster man jordens udbytte og gør klar til at starte forfra igen, med at planlægge og klargøre jorden til næste år.

Således også på Herregården Hessel, hvor alle efterårets gøremål på landet demonstreres på søndag - og vel at mærke som i gamle dage.

Starter med veterantraktor ringridning for byrådskandidater 
Men sjov og spas byder dagen også på med en lille dyst for kandidater til kommunalvalget, nemlig i veterantraktorringridning. Der skal nok blive kamp om ringen!

Man kan også nyde synet af de mange gamle veteranlastbiler, der kommer og udstiller.

Mange gøremål i marken
På markerne rundt om Hessel vil der være livlig aktivitet når veterantraktorer møder op for at pløje, harve og så.

På markerne vises også "Årtusinders pløjning" som på en meget overskuelig måde fortæller, de store fremskridt der er sket indenfor landbruget i de sidste 1000 år. Der bliver også konkurrence-pløjning og der bliver taget kartofler op. Man kan komme sikkert rundt på markerne ved at tage en af kørevognene.

Får og fødevarer
Men på dagen er der også forskellige fåreracer, fåreklipning og en masse uld produkter, som man kan købe. Det bliver muligt at se og prøve kartning, spinding og plantefarvning.

I fødevareteltet kan man smage lækre lokale fødevarer og købe dem med hjem, eller man kan gå i laden og finde gaveartikler. 

Der vil være spillemandsmusik på gårdspladsen, inden man går ind i stuehuset og ser udstillingen om "Teens, kaffens og chokoladens historie i Danmark". I det gamle køkken møder man køkkenpigerne, som laver boghvedepandekager og fedtemadder, som man kan smage.

Mange aktiviteter for børn
Der er mulighed for selv at grave lidt kartofler op og tage med hjem. Der er også flere aktiviteter for børn bl.a. i forvalterboligen med kartofler - ligeledes en udstilling om kartofler. På loftet sidder vævelauget og arbejder, ligesom der er smede i smedjen, rebslagning og trædrejning. 

Udover cafeen sælger mad og drikke, kan man også besøge is- eller pølseboden eller ølteltet.

Med andre ord - kom og oplev den gamle herregård, når der er levendegørelse alle steder på en dejlig efterårsdag.

SE ANNONCEN FOR EFTERÅRETS DAG PÅ HESSEL HER

e-max.it: your social media marketing partner