VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune indtager i disse år en særlig status inden for ny nordisk og traditionel folkemusik.

Nu har politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget nikket ja til at indgå en treårig partnerskabsaftale med den dansk/svenske folkemusiktrio Dreamers’ Circus, der i efteråret 2020 blev udnævnt til nationalensemble af Statens Kunstfond.

Dreamers’ Cirkus har opnået international anerkendelse og en lang række danske priser for deres nytænkende formidling af autentisk folkemusik. I november 2020 modtog trioen ikke mindre end tre ud af syv priser ved Danish Music Awards Roots.

Med en partnerskabsaftale får Vesthimmerlands Kommune mulighed for at indtænke Dreamers’ Circus i kommunens kulturaktiviteter.

Partnerskabsaftalen giver desuden mulighed for at supplere og styrke de aktiviteter, der allerede er iværksat i Vesthimmerland gennem Genklang og etablering af Nordic Folk Festival, som blev afholdt først gang i sommeren 2021 på både Vitskøl Kloster og Livø.

Samarbejdet med Dreamers’ Circus ligger i tråd med kulturpolitikkens mål om at etablere kreative partnerskaber med kulturaktører, der kan supplere kommunens eksisterende kulturtilbud.

Allerede i Kulturugen fik alle elever i 2.g på Vesthimmerlands Gymnasium lejlighed til at stifte bekendtskab med trioen ved et arrangement på Herregården Hessel i Hvalpsund. 

e-max.it: your social media marketing partner