FARSØ: I halvandet år, mens corona-pandemien har raset, så har Højgårdens Venner haft sine aktiviteter på Plejecenter Højgården sat på pause.

-Nu glæder vi os til at kunne komme i gang igen ovenpå nedlukningen, så der igen kan blive liv i huset på Højgården, fortæller formand Kjeld Nøhr.

I næste uge starter det månedlige bankospil op igen i salen. Bankospillet er vældigt populært og har hver gang ca. 70 deltagere. Hovedsagelig bestående af folk udefra, som nyder at gå til bankospil, men også enkelte beboere fra Højgården deltager.

-Der er meget socialt i at gå til bankospil, og det har folk virkelig savnet, at kunne mødes. Men vi spiller naturligvis også om noget, nemlig kaffe på rækken og kr.100,- på pladen fuld, fortæller Kjeld Nøhr.

Bankospillet varer normalt 2 timer med en pause undervejs og der spilles 14 spil.   

Ud over bankospillet regner Højgårdens Venner også at kunne genoptage de øvrige aktiviteter, såsom underholdningseftermiddage og julemarkedet til november, som er aktiviteter som langt fra kun er for beboerne.

Men vi arbejder også på aktiviteter kun for beboerne, såsom ”spis sammen”.  

Men mest af alt håber vi, at Coronaen ikke igen får fat, så vi må lukke ned for aktiviteterne igen, men det kan naturligvis kun tiden vise, siger Kjeld Nøhr.

Se annoncen for bankospillet på Højgården HER

e-max.it: your social media marketing partner