VESTHIMMERLAND/LIMFJORDEN: Arbejdet med at udvikle, beskrive, afprøve og koordinere de mange aktiviteter langs Limfjordskysten i Vesthimmerland tager mere og mere form.

Det er foreningen ”Vandaksen”, der forsøger at samle de mange oplevelsesperler til en lang og funklende kæde til glæde for herboende himmerlændinge og besøgende.

Endnu en ”perle” er prøve-sejlet
Seneste knopskydning eller oplevelsesperle var i den forgangne weekend, hvor 9 medlemmer fra Nautilus i Hvalpsund var på ”prøve-sejlads” på Lerkenfeld å, for at beskrive turen til inspiration for andre, som gerne vil opleve Vesthimmerlands tilbud til lands og vands langs Limfjorden.

Turleder på turen på Lerkenfeld å var Carsten Grove, der er instruktør i Nautilus og bestyrelsesmedlem i foreningen Vandaksen. Han beskriver turen som en flot tur med overhængende træer, vekslende skygge og sol, men lidt lavvandet det første stykke. Derefter åbent landskab og fint med vand under kajakken, stille medstrøm og god træning af styre evner på den snoede og til tider næsten 180 grader svingende å. Turen på åen er ca. 11 km. og tager ca. 2 timer fra start til udmundingen til Limfjorden.

Nyt uudnyttet potentiale
Sejlads på Vesthimmerlands åer er et uudnyttet potentiale i forbindelse med sejlads ved Limfjorden, mener naturvejleder Karin Winther, der i mange år har arbejdet med friluftsliv i området. Som alle lokale i området ved, så går blæsten frisk over Limfjordens vande og man skal ofte være en habil og rutineret kajakroer, for at sejle på fjorden, så et alternativ hvor der både kan sejles på å og fjord er kærkommen, siger Karin Winther.

Foreningen Vandaksen har haft kommunens vandløbsfolk til at hjælpe med at læse sejladsregulativerne, så der er styr på reglerne og så er det lokale kajakroere i sejlklubberne, som tester og beskriver ruterne på åerne.

Til dage hvor det blæser for meget på fjorden
Næste å bliver Trend å, som medlemmer af Løgstør roklub tester, og da vi i forhånden har en fantastisk tur mulighed ved Vilsted Sø, Bjørnsholm å og ud i Limfjorden, så er der efterhånden et rigtigt godt produkt for nybegyndere - og generelt en turmulighed i kajak på dage, hvor det blæser for meget på fjorden, fortæller Karin Winther.

Kom og prøv en tur på vandet med Nautilus
’Danmark Padler’ rammer Hvalpsund den 9. september 2021, når kajakafdelingen i Nautilus inviterer alle interesserede til at prøve en havkajak og her er det også muligt at høre om turen på Lerkenfeld å og foreningen Vandaksen da Carsten Grove er en af arrangørerne.

Offentligt møde om natur og friluftsliv
I slutningen af denne måned inviterer Vandaksen desuden til et offentligt møde på Vitskøl Kloster omkring Natur og friluftsliv, og hvordan vi kan udvikle det langs Vesthimmerlands Limfjordskyst. Der er inviteret indlægsholdere til at fortælle specifikt om trends omkring vandaktivitet og friluftsliv i oplevelses- og turistmæssigt øjemed, og hvordan det kan blive noget helt særligt i Vesthimmerland med lokal brugerinddragelse.        


Se annoncen for det Offentlige Møde HER 

e-max.it: your social media marketing partner