Vikingehåndværk på Aggersborg

AGGERSBORG: Cirka 70 vikinger fra hele Danmark demonstrerer i den kommende weekend håndværk fra vikingetiden, når Aggersborg Vikingehåndværkertræf afholdes for 6. gang.

Meget at kigge på
Og der bliver virkelig noget at kigge på for publikum, hvad enten man er voksen eller barn. Der vil bl.a. blive vist eksempler på jernudvinding, stålfremstilling, smedning af myremalm, økser, værktøj, sværd m.v., låsesmedning, sølvsmedning, bronzestøbning, uld – sortering og spinding, filtning, plantefarvning af garn, tøjfremstilling, vævning, brikvævning, nålebinding, sprang. Fremstilling af sko, tasker og bælter i læder, mad og opbevaring af mad, mjødfremstilling, træarbejde med fremstilling af skeer, fade og brympebøtter, buemageri, bådebyggeri, fremstilling af glasperler, sølvsmykker, pilefletning, rovfugledressur og trællearbejde. Vikingerne fortæller også meget gerne om håndværket.

Vikingerne var ikke kun krigere
-Formålet med vikingetræffet er – helt overordnet at vise, at vikingerne ikke bare var krigere, som drog på togter for at erobre land og kostbarheder, slå ihjel, voldtage og hvad men ellers kender fra fx Vikings,  fortæller Henning Christensen fra Strandby, der er fascineret af vikingetidens håndværk og en af medarrangørerne bag Vikingehåndværkertræffet.

Uden håndværk ingen skibe, våben, tøj og mad
-Der var også håndværkere, som skulle lave håndværksmæssige opgaver for at få samfundet til at fungere i dagligdagen. Krigerne kunne ikke rejse af sted uden skibe, våben, tøj og mad.

De fleste håndværk krævede en eller anden form for værktøj, og kunne man ikke selv lave værktøjet, måtte man finde én, som kunne lave det – og så i øvrigt bytte med noget andet.

Alle skulle samtidig bruge tøj mere eller mindre pyntet. Derfor var det også vigtigt, at nogle var dygtige til at sortere, karte og spinde ulden. Måske skulle ulden farves i en almindelig eller en speciel farve afhængig af, hvad man havde råd til, og ulden skulle væves, inden der kunne syes tøj.

Ud over til brænde anvendes træ til håndtag på værktøj, knivskæfter, skåle, skeer, skibe husbyggeri osv.

Jern til knive, sværd, økser, skæreværktøj, skibsnagler, kæder, våben, osv. skulle først udvindes fra myremalm. Hertil skulle der bruges masser af trækul. I vikingetiden fandt man også ud af at fremstille stål, som er hårdere end jern og dermed bedre til forskellige skæreværktøj.

Sølvsmeden lavede små bægre og smykker. Glasperler var også en del af smykkerne.

Kom og kig
– Det er først og fremmest den del af vikingetiden, vi med Aggersborg Vikingehåndværkertræf vil prøve at vise, siger Henning Christensen.

Vikingehåndværkertræffet afholdes i øvrigt i samarbejde med Aggersborg og Omegns Borgerforening, der står for forplejning af ”vikingehåndværkerne” og gæsterne. I 2019 hvor træffet blev holdt sidst, var der tæt på 1.000 gæster fordelt over den weekend som træffet blev holdt.

Få også historien om Aggersborg med
-Når man i øvrigt befinder sig på Aggersborg, så er det også værd at få historien om stedet med. Og ser man omgivelserne, er det ikke så underligt, at det smalle stræde i Limfjorden interesserede vikingerne. Men kom selv og kig, opfordrer Henning Christensen.

SE ANNONCEN FOR AGGERSBORG VIKINGETRÆF HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: