HVALPSUND: Hvis planerne ved lystbådehavnen i Hvalpsund skal føres ud i livet, så er det nødvendigt at området sikres mod både højvande og erosion.

Sådan lyder det fra forvaltningen for Teknik- og Miljø i Vesthimmerlands Kommune, der netop har fået Teknik- og Miljøudvalgets bemyndigelse til at behandle sager efter kystbeskyttelsesloven.

Der investeres i området
Baggrunden er at Byrådet i Vesthimmerlands Kommune har besluttet at investere markant i området omkring lystbådehavnen i Hvalpsund.

Separat arbejdes der i øjeblikket på at etablere en ny og større bådoplagsplads til ca. 180 både med bygningsfaciliteter m.m. på arealet lige nord for havnen. En forudsætning herfor er dog, at de mange værdier kan beskyttes mod vandet fra Limfjorden. Det er derfor nødvendigt for udviklingen af området, at det sikres mod både højvande og erosion.

Hård kystsikring
Der søges derfor om kystsikring langs en ca. 175 meter strækning ved etablering af en stenskråning og en høfde. Mod lystbådehavnen tilkobles den nye stenskråning den eksisterende stenskråning. I den anden ende (mod nord) tilkobles den nye stenskråning en ny høfde i stil med den eksisterende høfde længere mod nord. Høfden agerer afslutning på strækningen samt modvirker læsideerosion på nabogrundene.

Stenskråningen etableres som en klassisk stenskråning med fiberdug, filtersten og dæksten. Stenskråningen bliver delvist tildækket igen for at genoprette det eksisterende strandprofil.

Høfden etableres som en klassisk høfde med kernemateriale i form af rent friktionsfyld, fiberdug, filtersten og dæksten..

Til det ansøgte projekt er der søgt om en hård kystbeskyttelse, da denne har en lang beregnet levetid samt lave vedligeholdelsesomkostninger. Fra det nærliggende bløde dige mellem de to havne har kommunen erfaringer med stort løbende vedligehold, som ved dette projekt undgås ved at etablere en hård kystsikring.

Sikret mod højvande i 50 år
Området nord for lystbådehavnen forventes med den ansøgte kystbeskyttelse sikret mod højvande til kote 2,60 i mindst 50 år. Det er dog en forudsætning, at området også sikres mod oversvømmelse fra havnebassinet.

e-max.it: your social media marketing partner