FARSØ: Under normale omstændigheder – altså hvis der ikke stadig var Corona, så ville Farsø i denne uge stå på den anden ende med FarSØ festen i Farsø Søanlæg.   

Aflyst for andet år i træk
Men for andet år i træk har klubberne bag FarSØ Festen set sig nødsaget til at aflyse den årlige byfest. Den beslutning blev allerede taget i midten af maj på baggrund af de fremskevne restriktioner på det tidspunkt.

Selvom enkelte andre byfester har besluttet at gennemføre – om end i anden målestok - og nogle først efter den 1. september, hvor flere restriktioner bortfalder, så er Byfestkomiteen for FarSØ Festen mest trygge ved deres beslutning.

Corona er ikke ovre
-Corona er ikke ovre, det viser sidste uges smittetal for Farsø (14 smittede i Farsø sogn – red.), siger Annette Engsig, fra Byfestkomiteen. Allerede i maj vidste vi, at der ville være en vis risiko ved at gennemføre FarSØ festen. Det værste for os vil være, hvis et smitteudbrud kan føres tilbage til FarSØ festen.

-Men det ville også være en bet, hvis vi med kort varsel skulle aflyse festen. Det vil medføre udgifter til telt, kunstnere og mange andre ting som følger med afholdelsen af festen. Penge som vi ikke får noget for. Derudover kommer også den spildte tid og ressourcer fra Byfestkomiteen og de mange frivillige fra klubberne, det kræver at arrangere en byfest, siger Bendt Bro Kristensen – et andet medlem af Byfestkomiteen.

Grisefest kan ikke afholdes i fuldt omfang
Grisefesten er den aktivitet som giver FarSØ festen det største overskud. Hvis denne fest ikke kan afholdes i det omfang som den plejer, det vil sige med over 500 festglade deltagere, så vil festen på forhånd give underskud.

Dertil kommer, at et telt går under samme kategori som en indendørs fest. Og da den ikke er privat, så gælder regler om inddeling i sektioner, egen indgang, egne toiletter og tjek af coronapas – og så må der ikke danses. Bespisning og servering er et helt kapitel for sig. Altså med andre ord mange ting som der indrettes ekstra, kræver ekstra mandskab og som for mange nok vil lægge en dæmper på festen.       

Rykkes ikke til senere
FarSØ Festen har heller ikke overvejet at rykke grisefesten til senere, som man eksempelvis gør i Aalestrup.  

-For det første, er mange familiefester i forvejen rykket her til efteråret, og for det andet er vi afhængige af afholdelsen i telt, da der ikke er andre steder i Farsø by, hvor vi kan afholde grisefesten. På den måde vil vi snart få årstiden i mod os, siger Annette Engsig.   

FarSØ festen har ikke ligget på den lade side
Som mange har bemærket, så har FarSØ festen ikke ligget på den lade, selvom festen i uge 33 er aflyst.

I forbindelse med Hot Sommer mandagene i Farsø midtby, fik byfesten udsolgt af lodder i tombolaen allerede efter de tre første mandage. Desuden stod Farsø Festen også bag et cykelsponsorløb i starten af juli i forbindelse med Hot Sommer, som også kastede et pænt beløb af sig. Desuden har der været salg af Farsø Vin.

-Butikkerne har været rigtig gode til at bakke os op, og i denne uge afholder handelsstandsforeningen en Ladywalk, hvor vi også bliver tilgodeset med et beløb. Det er vi og klubberne bag FarSØ festen overordentlig taknemlige for, siger Annette Engsig, der er byfestkomiteens kasserer.             

Klubberne bag FarSØ Festen er FUIK, Farsø KFUM HK, Farsø Rideklub og Farsø Motionsklub.

Byfestkomiteen består af: Formand Palle Bro Kristensen, næstformand Kris Rokkedahl, kasserer Annette Engsig, sekretær Morten Rosengreen, Bendt Bro Kristensen og det nye komitemedlem Jess Andreasen.

Komiteen håber på normale tilstande igen i 2022, således at FarSØ Festen igen kan afholdes i Farsø Søanlæg i vanlige uge 33.

e-max.it: your social media marketing partner