HVALPSUND: For nøjagtig 50 år siden, 15. august 1971, startede den første ”rigtige” høstdag på Herregården Hessel.

Særlig jubilæumsudgave
Dette høstjubilæum skal fejres på søndag i en særlig jubilæumsudgave.  Efter hyggelig spillemandsmusik på gårdspladsen vil dagen således lægge ud med jubilæumstaler ved formand for Hessels bestyrelse Holger Jessen og museumsleder Bodil Jakobsen inden høstaktiviteterne starter.    
 

Man vi helt sikkert kunne høre historien om, at den gamle herregård 5 år forinden var blevet solgt til Nordjyllands Amt i 1966. Gården var meget faldefærdig, og det tog et års tid at få restaureret bygningerne, så der kunne åbnes et lille originalt landbrugsmuseum, med et væld af historier om stedet og med den skønneste udsigt over Limfjorden.

I starten af 1970’erne lød overskrifter fra aviser, bl.a. Aalborg Stiftstidende: ”Til høst med brændevinsdunk og studeforspand”, ”Herregårdsbesøg sprængte rammerne”, og ”10.000 så hovbønder høste rugen på Hessel”, for dengang var der ikke så mange andre turistmål, som kunne trække folk til i tusindvis.

Det var ”Foreningen til levendegørelse af landsbykultur i Vesthimmerland” fra Vesterbølle, som stod for hele arrangementet. Der var karle og piger der gik i marken for at høste rug overvåget af en streng ridefoged. Der var også dengang en karl, der måtte afstraffes på træhesten – alt dét er der stadigvæk!. Ulbjerg folkedansere dansede den gang som nu – men ellers er der sket meget i de 50 år som er gået.    
 

Samtlige laug deltager
I løbet af de seneste 10 år har Hessel fået mange frivillige, som deltager i forskellige laug. De fleste kan man møde på høstdagen: køkkenpigelauget, som står i det gamle køkken i stuehuset og giver smagsprøver eller vasker tøj på gårdspladsen. Det nyeste laug – mejeri lauget, som blev dannet sidste år, vil byde på små smagsprøver af oste eller kærner smør. Hestegangen kører på gårdspladsen, hvor rebslageren også er. Trædrejerlauget er i den lille hestestald, smedelauget i smedjen og væverlauget på 1. sal i forvalterboligen. Snapselauget og øllauget er i lunden – her er der selvfølgelig også smagsprøver.  

Stort antal selvbindere og mejetærskere kører V-formationskørsel
Sidst men ikke mindst vil karlelauget sammen med forskellige veterantraktorer køre og høste denne dag. Lauget har samlet et stort antal selvbindere og mejetærskere, der vil komme til at køre i formationskørsel ned over høstmarken overfor Hessel. Denne kørsel bliver skudt i gang med en kanonsalut, for at markere jubilæumsdagen! 

Høstaktiviteter på Hessel og i høstmarken 
Desuden kan man se gamle tærskeværk kører, rensemaskiner, tagribber og der bliver også tærsket med plejl. Traktorvogne kører rundt i området med gæster, og i hestevognene kan man køre en lille tur.  

Herskabskørsel
Selvom der ikke er bryllup, som i ”gamle dage”, er der stadig herskabskørsel, der skal til ”høstgudstjeneste med godsejerfamilien”. Herskabet bliver hentet i fine hestetrukne kareter og kørt afsted til byen. Når de vender tilbage bliver de trakteret i den gamle lade, der er pyntet op til høstfest. Samtidig vil høstfolkene holde høstgilde på gårdspladsen, der følges op af folkedans bag laden.  

Tag hele familien med – gerne flere generationer
Høstdagen vil kunne interessere hele familien. Den levendegør over 100 års høsthistorie fra 1850 og frem til starten af 1970’erne. Fra den manuelle til den motoriserede.   

Hele dagen summer Hessel af aktiviteter med folkedans, kaperkørsel, hestevognsoptog og et høstskuespil, der fortæller historier om livet på landet for 200 år siden, hvor herremandens eller ridefogedens ord var lov – ellers blev man afstraffet. Anderledes så det ud for herskabet.  

Når historierne er fortalt vil der være flere aktiviteter som børn kan være med til, og der vil denne dag også være karameljagt i en korncontainer og en stor halmbog, man kan lege på. Og ellers er der levendegørelse mange steder på Hessel, hvor børn kan være med. 

Salgsboder vil der også være – nogle i et telt ved forvalterboligen, hvor man bl.a. kan finde norsk strik, glas, biavl og honning, hjemmelavede syltetøjer, lammeskind m.m. I år vil der også være en skærslipper, som man kan lave aftale med om at få slebet sine egne knive.

Andre boder har brød, korn og mel. ”Fra jord til bord” – smagsprøver, salg af mel og man kan selv prøve at male sit eget mel, som selvfølgelig også hører hjemme på en høstdag 

Desuden kan der købes pølser, øl og gammeldags is – ligesom cafeen er åben hele dagen.

SE ANNONCEN FOR ARRANGEMENTET HER

e-max.it: your social media marketing partner