Sail – In koncert i Hvalpsund

HVALPSUND: Som en del af kultursamarbejdet ”Sommertid i Nordjylland” afholdes der på næste torsdag en såkaldt sail-in koncert i Hvalpsund.

Når kulturen kommer til en, så står Hvalpsund sjældent tilbage for at gøre noget ekstra ud af det.

I et år, hvor Hvalpsund Borgerforening for andet år i træk har måttet aflyse den populære Havnefest, så er dette en kærkommen lejlighed til alligevel at kunne afholde et arrangement for byens borgere og besøgende.            

Da Vesthimmerlands Kultur- og Udviklingskonsulent Inge Lise Jæger Sørensen i starten af juli rettede henvendelse til borgerforeningen, var man derfor også hurtig til at takke ja til samarbejdet.

Et hold fra Hvalpsund Borgerforening bestående af Vibeke Hvidsten, Grethe Østergaard, Ole Randrup og Hans Tangaa satte sig straks sammen omkring de praktiske ting omkring afholdelsen af koncerten i Hvalpsund.

Først var Lystbådehavnen udset til at være koncertpladsen, men af praktiske årsager – og fordi bådspladserne lige nu er optaget af lystsejlere, så blev fiskerihavnen i stedet valgt.

Her blev der straks indgået en aftale om lån af kajplads fra en af havnens muslingebåde. Herfra tog det ene tiltag efter det andet sin start. Ud over god plads til koncertgæster på Havnepladsen foran Mørenot, så har man jo også ophalerplads, madpakkehus, grønt område med mere til rådighed – og der er god plads. 


Men også på området Havnepladsen ved madpakkehuset, og hos byens spisesteder vil der blive budt på det bedste Hvalpsund formår.        

I løbet af kort tid var bådskoncerten udvidet til et halvdagsarrangement med start fra kl 16.00. Der er således fra om eftermiddagen lagt op til smagsprøver fra lokale aktører, såsom snapse, øl og fedtemadder fra laugene fra Hessel, hyldeblomstdrik fra det økologiske landbrug Skovlund i Louns, biavler Søren Skovgaard m.fl. 

Men der lægges også op til at spise aftensmaden i Hvalpsund hos de lokale spisesteder, eller tage sig en hurtig grillpølse eller en kop kaffe og kage hos Borgerforeningen.

Ud over legepladsen, vil borgerforeningen også opstille sin hoppeborg til børnene.  Der lægges også op til, at private kan sælge på bagagerumssalg.                         

Ved aftenstide vil musikeren Thomas Blum ankomme sejlende, og gøre klar til koncert fra vandsiden kl. 19.00. 

Thomas Blum er en af Danmarks mest lovende up-coming musikere. Han har udgivet blandt andet singlen “hjem alene”, som ramte nye danske hits i en fart. En single, som er kommet til på båden Noma, hvor Thomas bor i Aalborg. Thomas skriver dansksproget popmusik, når det er bedst og har de seneste 3 år tjent til livet, ved at imponere på samtlige live scener rundt omkring i hele Danmark. Den store erfaring med live optræden ses tydeligt, når Thomas er ude at spille med band eller som solist. Han er nu i gang med et projekt, som omhandler 5 udgivelser hen over sommeren og efteråret 2021. 5 sange som alle fortæller en historie om et kæreste-forhold med alle de følelser, man kan kende hos sig selv.

Selve koncerten er arrangeret gennem et samarbejde med KORMA – kompetencecenter for rytmisk musik. KulturKANten er Nordjyllands kulturaftale – et kulturpolitisk samarbejde mellem Region Nordjylland og de 11 nordjyske kommuner, heriblandt Vesthimmerland. Det er Vesthimmerlands Kommune, der har anbefalet Hvalpsund som koncertsted. 

SE ANNONCEN FOR ARRANGEMENTET HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: