FARSØ: Pr. 1.oktober 2021 har nuværende ejer af Lægehuset Dr. Ingrids Vej, praktiserende læge, Kari Hjulgaard solgt sin praksis til speciallæge i almen medicin, Steinar Mikal Sandberg.

Steinar Mikal Sandberg er 39 år og bosiddende i Svenstrup. Han blev i oktober 2020 færdiguddannet speciallæge i almen medicin og kan derfor nedsætte sig som praktiserende læge. Undervejs i sit uddannelsesforløb har han arbejdet i lægehuse i bl.a. Løgstør og Støvring. Som færdiguddannet, arbejder han lige nu i et lægehus i Aalborg.

Udfylder ledigt ydernummer
Steinar Mikal Sandberg medbringer et såkaldt nul-ydernummer. Tidligere har der været 3 ydernumre på Lægehuset Dr. Ingrids Vej.

To af ydernumrene blev ledige og siden inddraget af Regionen efter først læge Aase Hauge gik på pension i 2010 og dernæst i 2016, hvor også læge Carsten Grove gik på pension.

Siden 2016 har Kari Hjulgaard klaret praksis alene sammen med to konsultationssygeplejersker. Og hun har haft travlt, 2.200 patienter, hvor et ydernummer normalt dækker et patientgrundlag på 1.600.

Kari Hjulgaard fortsætter
Kari Hjulgaard forsætter i Lægehuset Dr. Ingrids Vej som praktiserende læge efter den 1. oktober, dog med planer om at gå på nedsat tid. Kari Hjulgaard tiltrådte som praktiserede læge, hos Lægerne Hauge og Grove på Dr. Ingrids Vej 5 i Farsø for 16 år siden, nærmere bestemt i juli 2005. Det var med en uddannelse som speciallæge i almen medicin.  

Stor glæde
-Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at få en ny læge til Farsø. Der har været lukket for tilgang af nye patienter rigtig længe – alt for længe, nu kan der åbnes op igen, fortæller Kari Hjulgaard.

Der kan åbnes for tilgang af nye patienter
Planen er, at der åbnes op for tilgang af nye patienter fra 1. august. Midt i august tiltræder Steinar Mikal Sandberg som praktiserende læge i Farsø, og efter et par måneders indkørsel overtager han praksis.

Flytter til Sundhedens Hus når det står færdigt
Ud over det ledige ydernummer, så er det også planerne om det nye Sundhedens Hus i Farsø, der fik Steinar Mikal Sandberg til at henvende sig til Kari Hjulgaard.

Planerne er da derfor også, at Steinar Mikal Sandberg flytter praksis til Sundhedens Hus på Højgårdsvej, når det står færdigt i 2023.

Håbet er at flere nye læger kommer til
Dermed viser arbejdet med Sundhedens Hus i Farsø allerede resultater. Håbet er at det tilbageværende ydernummer også vil blive udfyldt.  Måske andre læger, inden længe, vil følge i samme spor som Steinar Mikal Sandberg. Foreløbigt kan han tilbyde et ledigt ydernummer i Lægehuset Dr. Ingrids Vej, indtil der kan rykkes til Sundhedens Hus.

e-max.it: your social media marketing partner