HVALPSUND: Region Nordjylland opretter nu 15 nye teststeder med hurtigtest for Corona. 

Det sker i samarbejde med Falck, som står for alle hurtigtest i Region Nordjylland. Fælles for de nye teststeder er at   de placeres steder, hvor der færdes mange nordjyder og turister i sommerferieperioden. Turisme er et vigtigt erhverv i det nordjyske, og Region Nordjylland ønsker med løsningen at skabe gode rammer for både turistbranchen og turisterne.

Test i Hvalpsund Hallen
Blandt teststederne er Hvalpsund, hvor der i tirsdags åbnede teststed i Hvalpsund Hallen, der de næste to måneder vil have en daglig åbningstid fra kl. 9-19.

Flyttet ud hvor turisterne befinder sig
- Alle over 50 år er nu blevet tilbudt en vaccination, og samtidig står sommerferien for døren med forhåbentligt mange turister. Det betyder, at vi kan forudse et ændret testbehov i Region Nordjylland. Det tager vi konsekvensen af, og flytter derfor en del af testkapaciteten derud, hvor nordjyderne og turisterne befinder sig, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Ulla Astman forventer, at testtilbuddene især vil blive brugt af de yngre målgrupper, da flere af disse endnu ikke er blevet tilbudt vaccine. Mange vil derfor have brug for at vide, om de kan være smittede.

Ønsker ikke opblussen hen over sommeren
- Vi er stadig i en fase af epidemien, hvor massiv test af ikke-vaccinerede og ikke-immune stadig spiller en vigtig rolle, for at vi ikke ser en opblussen hen over sommeren. Vi vil gerne understøtte den teststrategi der ligger, og det gør vi blandt andet ved at tilbyde test i sommerlandet, siger Ulla Astman.

Kun hurtigtest
Alle de nye teststeder i sommerlandet drives af Falck, og der er derfor tale om hurtigtest, som foretages med næsepodning og med korte podepinde. Der gives svar på mellem 15 og 30 minutter efter testen.

Hurtigtest bør ikke bruges, hvis man har symptomer på COVID-19 eller er nær kontakt til en smittet. Her bør i stedet bruges en PCR-test.

e-max.it: your social media marketing partner