VESTHIMMERLAND: Rent officielt går badesæsonen fra 1. juni til 31. august. Derfor kunne man fra denne uge også se Det Hvide Badeflag vejre ved fem Vesthimmerlandske strande.

De fem officielle badestrande, hvor der løbende tages analyser af badevandet igennem badesæsonen er i Ertebølle, Hvalpsund, Løgstør, Rønbjerg og Trend.

Der er tre stjerner på flagene i Løgstør, Rønbjerg, Ertebølle og Hvalpsund, hvilket er symbol for den højeste kvalitet af badevand gennem de seneste fire år. Trend må nøjes med to stjerner, som også er godt badevand.


I Ertebølle har det hvide badeflag 3 stjerner


I Trend 2 stjerner

I henhold til bekendtgørelsen om badevand og badeområder skal Vesthimmerlands Kommune tage prøver af badevandet fra 1. juni til 1. september, der hvor kommunen forventer at folk bader. Det drejer sig om 100 km kystlinje og 2 gode badesøer.

Så ud over de ovennævnte fem strande tages der også prøver i andre badevande, hvor man også trygt kan bade nemlig ved Livø Strand, Stistrup Strand, Louns Strand, Hessel Valørhage, Illerisøre, Lendrup Strand, Navn Sø og Sjørup Sø. I disse områder, tages der prøver af vandkvaliteten 4 gange i løbet af badesæsonen. I beskrivelsen af strandene står der dog at der kan forekomme periodevis forurening ved Valørhage og Stistrup.

I de seneste uger har der desuden været advarsel mod at samle og spise muslinger ved Hvalpsund og Risgårde, men der er tale om en meget lav koncentration af toksin i vandet, som opkoncentreres i muslinger, og derfor er det ikke farligt i badevandet

e-max.it: your social media marketing partner