HVALPSUND: På lørdag åbner turistinfohytten på Havnepladsen i Hvalpsund sæsonen for personlig turistinfo.

Flaget vil blive hejst af formand for Den Frivillige Turistgruppe, Leif Jensen, til den 27. sæson, hvor to ansatte og en lang række frivillige står for den daglige bemanding af infohytten sommeren igennem frem til slutningen af august.

Infohytten hører blandt de efterhånden få bemandede turistinformationer i sommerlandet. Ellers må man betjene sig selv med turistinformationer på nettet eller på de såkaldte ”self-service” steder med brochurer -der trods alt stadig findes.

Muligheden for at spørge
Men her får man altså ikke de ekstra tips og gode råd – og ikke mindst muligheden for at spørge, som en personlig betjening giver.

-Om vi vil det eller ej, så kommer elektronik aldrig til at give samme imødekommenhed og føling af god service, som hvis man står overfor et menneske, siger Bodil Nymark, der er den ene af de ansatte der bemander infohytten i hverdagene, mens frivillige står for weekenderne.

Fyldt med info og brochurer
Det er også Bodil Nymark der har stået for at rekvirere de mange brochurer til infohytten. Sidste weekend var der godt travlt med at få gjort hytten klar og få brochurerne stillet på plads. 

-Ja, de fylder meget, men vi har sandelig også mange skønne turiststeder at henvise til. Og ikke at forglemme den pragtfylde natur vi er omgivet af, som kan tages til fods eller på cykel.

I år vil infohytten, som noget nyt stå for udlejningen af Hvalpsund Borgerforenings havkajakker, paddleboards og cykler.

e-max.it: your social media marketing partner