Livø – mere end en anstalt

LIVØ: Livø udgør en helt central fortælling i Vesthimmerlands historie og er et enestående stykke dansk socialhistorie.

Det skyldes ikke mindst perioden fra 1911-1961 hvor Livø hørte under De Kellerske Anstalter, landets største institution for ”moralsk åndssvage” mænd.

Men også tiden derefter er interessant og det vil Naturstyrelsen Himmerland dokumentere med en særudstilling i ord og billeder på Livø Avlsgaard for perioden 1961-2011.

Udstillingen åbner grundlovsdag og vil derfor blive åbnet med en grundlovstale. Det er Poul Duedahl, forfatter og professor i historie ved AAU og ekspert i Den Kellerske Anstalts historie, der åbner udstillingen og holder Grundlovstalen med afsæt i de anbragte mænds liv på anstalten.

Derefter bliver der mulighed for en byvandring, hvor der åbnes til nogle af husene, der normalt ikke er offentlig tilgængelige.

Udstillingen i Avlsgårdens øst-længe vil i øvrigt være åben hver dag indtil sæsonen slutter i uge 42.

Udstillingen på Livø vil i øvrigt blive afløst af særudstillingen om fangeøen Livø og Livø anstalten, som udstilles på Vesthimmerlands Museum til efteråret.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: