RISGÅRDE/HVALPSUND: I denne uge gjorde Fødevarestyrelsen et meget trist og alvorligt fund ved Risgårde Bredning og Hvalpsund, nemlig algegift i muslinger.

Derfor fraråder Fødevarestyrelsen nu borgere at samle muslinger eller østers i området i den kommende tid, da algegiften potentielt kan være dødelig. 

Desuden anbefaler Fødevarestyrelsen, at østers- og muslingesamlere orienterer sig på Fødevarestyrelsens hjemmeside, inden de indsamler muslinger m.m. andre steder i Limfjorden.

Svimmelhed og feber
Algegiften, der er fundet i muslingerne, kaldes paralyserende skaldyrsforgiftning (PSP). Spiser man muslinger eller østers, der indeholder algegiften, kan det medføre en prikkende og brændende fornemmelse i mund og i hud med efterfølgende følelsesløshed. Efter 4-6 timers følelsesløshed i fingre og tæer følger typisk svimmelhed og feber. Kraftig forgiftning medfører generelt tab af muskelkoordinering, åndedrætsbesvær og død ved åndedrætssvigt i meget uheldige tilfælde. Inkubationstiden for PSP varer fra 30 minutter til få timer, og forgiftningstilstanden kan vare i flere uger.  

Muslinger og østers, der er til salg i butikker og restauranter, bliver overvåget for algegift. Det er derfor fortsat sikkert at købe muslinger og østers i butikkerne og restauranter.

e-max.it: your social media marketing partner