FARSØ: Når Byrådet i Vesthimmerlands Kommune mødes torsdag, så vil den sidste politiske drøftelse omkring fremtiden for Sport & Academy forhåbentligt vise vejen til en langtidsholdbar løsning.

Sådan vurderer formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Asger Andersen (S), sagen om Sports & Academy i Farsø, som gennem de seneste måneder, har været på dagsorden i såvel Økonomi- samt Kultur- og Fritidsudvalget.

Baggrunden har været en skrøbelig økonomi i den eksisterende form, derfor har der været parløb mellem de to udvalg, for at finde en langtidsholdbar løsning. Dette arbejde har resulteret i, at begge udvalg indstiller at vandrehjemmets fremtidige drift overtages af Dronning Ingrid Hallerne i lighed med vandrehjemsdriften hos Aalestrup Idrætscenter.

-Vi har haft grundige drøftelser med Dronning Ingrid Hallerne om grundlaget for en fremtidig bæredygtig driftsøkonomi og på den baggrund indstilles det til byrådets vedtagelse, at der ydes et rentefrit 30-årigt lån på kr. 4.285.000 til køb og renovering af ejendommen. Herudover har Kultur- og Fritidsudvalget bidraget med yderligere kr. 285.000 i direkte tilskud til renovering af døre og vinduer. Det er lykkedes at finde pengene indenfor eget budget, så jeg håber og tror på at den indstillede løsning vil understøtte alle former for sports- og fritidsaktiviteter, som kræver en overnatning i Farsø, lyder det afslutningsvis fra Asger Andersen.

e-max.it: your social media marketing partner