HVALPSUND: Hvalpsund er i forvejen kendt for sin populære legeplads. Sidste år fik Hvalpsund havjakker og i næste uge indvies det nye badeanlæg ved Hvalpsund Strand, hvor også en ny vandtrampolin får sin plads i højsæsonen. 

Tilbud til den aktive børnefamilie
Med andre ord tilføres Hvalpsund løbende tilbud til den aktive børnefamilie, hvad enten man er fastboende eller turist.

Bag initiativerne står Hvalpsund Borgerforening, og lige nu er der også flere projekter i støbeskeen.        

Cykler og sup-boards
Sammen med Den Frivillige Turistgruppe, der står for infohytten på Havnepladsen, har Hvalpsund Borgerforening søgt Vesthimmerlands turismepulje om midler til indkøb af 16 cykler og hjelme samt 10 sup-boards med tilhørende sikkerhedsudstyr. 

- I turistinfohytten har vi haft mange forespørgsler for muligheden for at leje kajakker, sup-boards og cykler og flere private har forsøgt sig med ideen, men det har været for tidskrævende i forhold til indtjeningen, fortæller Per Sørensen fra Hvalpsund Borgerforening.

Penge bevilliget fra turismepulje
Det glæder ham derfor også, at de to ansøgninger til turismepuljen i sidste uge blev imødekommet.   

På den måde bliver der denne sommer endnu større mulighed for at opleve Hvalpsund og omegn til vands og til lands. Det gælder ikke mindst byens mange sommerhusgæster og campister.              

Turistinfohytte står for udlejningen
- Vi tror på, at vi med vore tiltag vil kunne trække flere turister til Hvalpsund. Samtidig har vi et set-up, hvor udlejningen af kajakker, sup-boards og cykler kan varetages af nogle af de aktører der i forvejen er på havnen i sommermånederne. Fra midten af juni og frem til udgangen af august måned er det turistinfohytten der står for udlejningen og dermed kan få indtægter til driften af infostedet. Det er også derfor, at Den Frivillige Turistgruppe er med i projektet, fortæller Per Sørensen. 

Resten af året vil borgerforeningen selv stå få udlejningen af cykler, således der er mulighed for at udleje dem på dagsbasis hele året rundt. Der er også lavet aftale med tre frivillige, der vil stå for vedligeholdelsen og eventuelle småreparationer af cyklerne.  

I første omgang vil borgerforeningen indkøbe 8 voksencykler og 8 børnecykler.

-Konceptet kan udvides næste år hvis efterspørgslen er der, fortæller Per Sørensen

Han skal nu i gang med at indkøbe såvel sup-boards som cykler. Længst fremme er man med cyklerne. Det bliver cykler med 7 indvendige gear og forstærkede punkterfrie dæk. Cyklerne bliver af en ekstra stærk kvalitet med en kvalitetslakering der kan modstå det salte miljø i Hvalpsund.

Til cyklerne er Hvalpsund Borgerforening og Den Frivillige Turistgruppe blevet bevilliget kr. 48.000, til sup-boardsene kr. 61.500.       

e-max.it: your social media marketing partner