FARSØ: Fra i dag mandag er testkapaciteten for hurtigtest i testcentret i Dronning Ingrid Hallerne udvidet til alle uges dage, inklusiv helligdage fra 9-19.

Det gælder også teststederne for hurtigtest i Aars, Aalestrup og Løgstør

- Vi øger kapaciteten til hurtigtest, så det bliver lettere for borgerne at blive testet. Det betyder, at vi på trods af genåbningsplanerne og øget efterspørgsel stadig gør det let og tilgængeligt for borgerne at få en test. Det er godt, at vi nu kan øge kapaciteten så betragteligt, at vi kan tilbyde flere åbningsdage. Det kommer især de mindre byer til gavn, da der tidligere kun har været testet 2 eller 3 dage om ugen nogle af stederne, siger Jacob Bertramsen, kontorchef i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.

Med opgraderingen er der nu 46 steder med hurtigtest, som Falck står for i Region Nordjylland. Her testes i næsen med en kort podepind og er uden tidsbestilling.. Hurtigtest bør ikke bruges, hvis man har symptomer på COVID-19 eller er nær kontakt til en smittet. Her bør i stedet bruges en PCR-test.

Der skal bestilles tid til test på coronaprover.dk, hvis man ønsker tid til en PCR-test, som foretages med en halspodning. Der findes 21 testcentre i regionen, hvor det er muligt at få foretaget PCR-test. I Vesthimmerland er det i Messecenter Vesthimmerland i Aars.

e-max.it: your social media marketing partner