HORNUM: Selvom indehaver af Galleri Kvisten og Blomsteroasen, Helle Nøhr, havde indstillet sig på at sidste jul blev sidste gang med udstilling og salg fra Fadestrupgaard, så har tingene ændret sig lidt i mellemtiden. 

Ganske vist er Fadestrupgaard solgt fra til kommende sommer, men det  bliver først fra foråret 2022 at Galleri Kvisten flytter til ”Det Gamle Apotek” i Nørregade i Farsø, som Helle og Jens Nøhr købte sidste år.

Huset i Farsø er under renovering – og i noget større omfang end det i første omgang var planlagt. Helle og Jens Nøhr flytter først ind når renoveringen er tilendebragt og det gør Galleri Kvisten også.

Galleri Kvisten får nemlig sine helt egne lokaler i huset, som også skal fungere som Helle Nøhrs atelier, da hun nu vil hellige sig sin helt store interesse nemlig maleri.

Men indtil da, fastholder Helle Nøhr aktivitet i den længe på Fadestrupgaard hvor der er blomsterbutik og gildesal. Helle Nøhr har faktisk en option på dette de næste fem år i det omfang der er brug for det. 

-Det vil således være muligt at booke gildesalen til fest og ligeledes bestille blomster til livets store begivenheder, fortæller Helle Nøhr og fortsætter. Resten af 2021 vil der være faste åbningstider på gården torsdag, fredag og lørdag. Ved højtider og mærkedage vil der være udvidet åbningstid som det netop forholder sig her til påske.

Forberedelserne til det kommende “skifte” er allerede i gang. Varelageret skal reduceres - så der vil løbende være udsalg og “skarpe” tilbud hen over året, siger Helle Nøhr. Lige nu gælder det forår og påskevarer. Udsalget foregår i gildesalen, da forårets fester og konfirmationer jo som bekendt er flyttet p.g.a. corona. Derfor udnytter jeg pladsen.

Sidst på året vil der for allersidste gang blive arrangeret en stor juleudstilling i gildesalen. Det bliver sammen med de varer der ikke skal være en del af det nye galleri i Farsø

Som mange ved har Helle Nøhr det seneste års tid arbejdet hos Hartmanns Blomster i Farsø.

-Men corona kom på tværs, så nu er jeg atter mere på hjemmebane. Men det er absolut planen igen at finde nogle timer “ude“ igen i formiddagstimerne, og så være kreativ om eftermiddagen, siger Helle Nøhr.

e-max.it: your social media marketing partner