FARSØ: Vesthimmerlands Biblioteker har sørget for forårssjov i påskeferien for hele familien – påskejagten foregår udendørs, når I har tid.

Det er forår, solen skinner og I har ferie – en helt perfekt opskrift til udendørsaktiviteter. Så tag dine forældre, søskende eller bedsteforældre med på Vesthimmerlands Bibliotekers Påskeløb i Farsø by. Her skal I sammen finde poster og svare rigtigt på forskellige spørgsmål, der handler om forår og påske. Alle kan være med og påskejagten har en distance på max to kilometer, hvor I både oplever byens summende trafik og naturens kvidrende fugle. 

-Påsken er jo som regel en tid, der står i forsamlingens tegn – hvor vi mødes over påskebordet indenfor. Vi vil i stedet invitere folk – store som små – ud på en gåtur i det fri. Derfor har biblioteket lavet en påskejagt for hele familien, hvor man kan nyde foråret og hinandens selskab, mens man løser poster rundt omkring i byen, fortæller bibliotekar, Iben Jakobsen fra Vesthimmerlands Biblioteker. 

Påskejagten er GPS-baseret og man skal derfor benytte sig af app’en Woop, der kan hentes gratis til både Android og iPhone. 

Påskejagten begynder foran biblioteket i Farsø, hvor man åbner app’en Woop. Her vil app’en via GPS finde bibliotekets Påskejagt – og så er I klar til at begynde jeres jagt efter posterne rundt i Farsø. Påskejagten er tilgængelig i hele påskeferien.

e-max.it: your social media marketing partner