Lokalplanen er godkendt for Sundhedens Hus

FARSØ: Det nye Sundhedens Hus, som skal opføres på et areal langs Højgårdsvej, er nu kommet et skridt videre.

En lokalplan for det ubebyggede område, der også omfatter hensyn til en søbeskyttelseslinjen mod Søanlægget, er netop blevet godkendt af Vesthimmerlands Kommune. Lokalplanen åbner mulighed for, at sundhedshuset – som ønsket, kan realiseres på en placering tæt på Farsø Sygehus.

Lokalplanforslaget har været i offentlig høring, og der kom to høringssvar: et fra en gruppe på seks borgere bosat i naboområdet Bystrupparken og et fra Stiftsøvrigheden.

De primære hensyn i lokalplanen vedrører: En friholdelse for byggeri af den sydlige del af området, som er omfattet af søbeskyttelse. Men samtidig også en mulighed for at etablere parkering indenfor søbeskyttelsesområdet, hvis det skulle blive nødvendigt, evt. ved en fremtidig udvidelse af sundhedshuset.

Men lokalplanen beskriver også en fastholdelse af et friareal langs Højgårdsvej for at sikre en ensartethed med placeringen af øvrig bebyggelse langs Højgårdsvej. Den sikrer også, at der sker vejtilslutning til Bystrupparken, og således ikke direkte ud til Højgårdsvej.

Bekymring for fælles vejtilslutning
Sidstnævnte har netop givet anledning til bekymring fra en gruppe på seks naboer i Bystrupparken, der mener at der vil være trafikale gener ved at dele ind og udkørsel fra Højgårdsvej til såvel boligområde som Sundhedens Hus.

Kommunen vurderer, at der ikke vil være væsentlige trafikale gener, udover hvad der kan forventes ved bebyggelse på begge sider af en vej i byen. Højgårdsvej er en overordnet vej, hvortil kommunen ønsker at begrænse antallet af direkte udkørsler.

Desuden ønsker naboerne også helhedsplanlægning med forslag om en rekreativ udvikling af friarealet mod søen. Til det svarer Kommunen at Lokalplanen hverken hindrer eller fremmer et projekt med en udvikling af friarealet til rekreativt område mod søen. Et sådan projekt er dog ikke indeholdt i sundhedshusets anlægsøkonomi.

Kommunen hæfter sig ved, at Stiftsøvrigheden ikke vurderer, at lokalplanen vil medføre en væsentlig negativ påvirkning på indsigten til eller udsyn fra Farsø kirke. Stiftsøvrigheden anbefaler dog, at der defineres mere konkrete retningslinjer for bebyggelsens udformning, materialevalg og farver.

Materialevalg og farver er på nuværende tidspunkt ikke defineret, men til gengæld giver lokalplanen mulighed for at opføre Sundhedens Hus i i 2 etager og i 8,5 meters højde.

Baggrunden for Sundhedens Hus er at der for nuværende er ubesatte læge-ydernumre i Farsø, og med en realisering af et Sundhedens Hus i Farsø med et sundhedsfagligt fællesskab er det muligt at skabe et attraktivt miljø for unge og nyuddannede læger.

Det primære element i Sundhedens Hus er de moderne, tidssvarende og rummelige lægeklinikker. Omfanget af lægeklinikker er 350-450 m². Lægeklinikkerne fungerer som fysisk ramme for flerlægepraksis med fælles faciliteter og tilstrækkelig plads til hjælpepersonale og uddannelseslæger. De resterende 325-425 m² etableres til andre sundhedsfaglige aktører, både kommunale og private aktører.

Opførelsen af Sundhedens Hus forventes at holde sig indenfor den afsatte budgetramme hertil. Budgetrammen for det samlede byggeprojekt er på 16,36 mio. kr. Heraf udgør det bevilgede tilskud fra Sundheds- og Ældreministeriet 3,76 mio. kr.

Sundhedens hus vil være indflytningsklart i 2023

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: