Storkerede opsat på transformator tårnet i Louns

LOUNS: Siden juni 2020 har Louns Beboerforening arbejdet på at få sat en storkerede op på taget af det gamle transformatortårn i Louns.

Sidste år blev der nemlig spottet en gruppe på 5-6 ungkarle storke på en mark udenfor Aars, så chancen for at storkene kommer tilbage i området igen i år er stor. 

-Louns beboerforening startede processen med at kontakte en storkeekspert fra Storkene.dk, for at høre, om der er fødegrundlag på Louns Halvøen til et storkepar, hvilket jo ville være et krav. Det mente Mogens Lange fra Storkene.dk ser fint ud. Derefter blev der kigget på placeringsmuligheder, som ville egne sig til en storkerede. Igen blev vi vejledt af storkeeksperten, som syntes at transformatortårnet ville være en perfekt lokation for en storkerede – den eneste af sin art i Danmark, fortæller Bodil Bak Nielsen fra Storkeudvalget i Louns Beboerforening.  

Der blev søgt om tilskud til projektet og udover Vesthimmerlands Kommune, så bidrog Norlys Vækstpulje med et beløb, så projekt Storkerede kunne blive en realitet.

Redestativet blev produceret og reden flettet af frivillige Louns beboere og opsætningen blev planlagt ud fra hvornår man kan forvente, at de første storke ankommer til Danmark. Det perfekte tidspunkt for opsætning af en ny indbydende storkerede er ca. midt i marts måned, så opsætningen blev planlagt til i lørdags den 6. marts.

Louns Beboerforening kom akut i knibe, da aftalen om opsætning af redestativet blev aflyst i sidste øjeblik, men i løbet af få timer og gode menneskers hjælp, lykkedes det at få en aftale om hjælp i hus med Hvalpsund Net A/S, hvor medarbejder Mogens Holm sprang til og hjalp Louns Beboerforening ved at løfte storkereden op på tagrygningen med det rette maskineri.

-Nu afventer vi bare storkenes ankomst. Ingen forbipasserende stork må kunne stå imod en så indbydende 1-værelses studielejlighed med fantastisk udsigt over Louns Søen, siger Bodil Bak Nielsen. Samtidig har Louns fået et nyt og enestående vartegn.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: