NORDJYLLAND: Vaccination af borgere med risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb er godt i gang, ligesom der bliver vaccineret på regionale og kommunale bosteder.

To grupper blev næsten færdige med første stik i sidste uge, og forventeligt starter vaccination af borgere fra 80-85 år i løbet af uge 9.

I sidste uge fik 10.000 nordjyder et vaccinestik. Det er det hidtil største antal på en uge. Ugen forinden var det ca. 6.000.

- Vi er stille og roligt begyndt at vaccinere i større skala, men det hele afhænger selvfølgelig af antallet af vaccinedoser. Vi er klar til at skalere yderligere op, siger Jan Nybo, overlæge og chef for Covid-19 test og vaccination, Region Nordjylland.

I gang med nye målgrupper
De mange stik kommer også nye målgrupper til gode. Der er netop startet op på gruppe 5, der består af udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19. Der blev vaccineret 2.500 borgere med første stik indenfor denne gruppe i sidste uge.

- Ud fra Sundhedsstyrelsens kriterier har hospitalerne indtil videre stået for udvælgelsen af denne gruppe, hvor der lige nu er identificeret ca. 8.500 nordjyder. Der er så ud fra et objektivt kriterie først sendt invitation til de ældste, forklarer Jan Nybo.

Der er også kommet gang i vaccination af borgere på regionale og kommunale bosteder. Vaccinationsindsatsen på bostederne foregår i et tæt samarbejde mellem regionen og almen praksis, hvor regionens ansatte gør vaccinerne klar til praksispersonalet, der vaccinerer.

- Derudover yder personalet på bostederne en stor hjælp i dette arbejde. Den model vil også blive benyttet på andre bosteder i samme stil, som vi med stor succes benyttede den på de kommunale plejehjem, fortæller Jan Nybo.

To grupper næsten færdige med første stik
Region Nordjylland er desuden stort set færdige med at vaccinere yderligere to grupper med første vaccinestik. Det drejer sig om målgruppe 2 med borgere over 65 år, der både modtager hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp, samt målgruppe 3 med borgere over 85 år.

- Det betyder ikke, at alle i målgruppen har fået første stik, da der altid være borgere, der af forskellige årsager fravælger vaccination eller venter til senere, forklarer Jan Nybo.

I denne uge vil yderligere en række borgere i gruppe 5 modtage invitation til vaccination. I uge 9 kan der forventeligt tages hul på at vaccinere en ny målgruppe. Det er gruppe 7 – borgere i aldersgruppen 80-85 år.

Borgerne modtager invitation i deres e-Boks eller pr. brev, hvis man ikke har e-Boks. Inviterede borgere kan se vaccinationssteder på www.vacciner.dk. Det er ikke sikkert, at tiderne er lagt ind i bookingsystemet, når man modtager invitation, men der lægges løbende tider ud til booking. Der kan være ventetid på at få en tid, men der skal nok komme tilstrækkeligt med tider til dem, der modtager en invitation.

e-max.it: your social media marketing partner