STRANDBY: For den energiske indehaver af Næsbydale Badehotel, Mogens Madsen, er det ikke selv at kunne bestemme hvor meget gang i forretningen han må have, uforenligt.

Han henviser til den nedlukning og de restriktioner som hoteller og restauranter er underlagt, grundet Covid-19. 

-Under normale omstændigheder, vil der være godt gang i badehotellet lige nu, og jeg ville være fuldt optaget af det, fortæller Mogens Madsen. Jeg har ganske vist udlejning af værelserne med morgenmad på værelset, men restaurant og selskaber er helt lukket ned, og jeg har for flere måneder siden måttet fyre personale.

I modsætning til mange andre restauranter, så er take away uegnet for Næsbydale Badehotel. 

-Stedet er fantastisk til restaurant, men beliggenheden og parkeringsmulighederne egner sig bare ikke til take away, forklarer Mogens Madsen.               

Men derfor har tankerne om take away alligevel ikke sluppet Mogens Madsen. Idéen fik ekstra næring, da først Nordjylland og senere hele Danmark blev lukket ned i slutningen af sidste år.

Strandby perfekt til Take Away
Privat bor jeg i Risgårde og kører dagligt på hovedvejen mellem Løgstør og Viborg. Der er rigtig meget trafik og kun få steder at holde ind.

I den forbindelse kom jeg i tanke om tankstationen i Strandby, der har en nu nedlukket bilistbutik tilknyttet. 

 
Næsbydale Gadekøkken har indrettet sig i den tidligere bilistbutik ved tanken i Strandby.   

For en måned siden satte jeg mig i kontakt med ejeren af bygningen, Jimmy Skjærbæk med hensyn til at leje lokalerne til mit nye tiltag - Næsbydale Gadekøkken. Lokalerne var perfekte til et køkken, regulære og med god frysekapacitet. Jeg slog til, og det eneste der skulle etableres inden jeg kunne flytte ind var lidt flere vaske og afløb.

Åbnede efter 3 uger
Sidste tirsdag, efter tre uger, kunne jeg åbne, for alt køkkenudstyret og diske havde jeg i forvejen. Det skulle bare flyttes fra lageret i Næsbydale til Strandby.

Selvom Næsbydale Gadekøkken ”kun” tilbyder Take Away – altså mad ud af huset, så er kvaliteten den samme som man kender den fra badehotellet. Maden er lavet fra bunden af i lokalerne i Strandby. Alt er lavet af gode råvarer, hvoraf mange er lokale

Retter kendt fra badehotellet
-Jeg har genansat to af mine dygtige folk, der normalt står for aften buffeterne på Næsbydale Badehotel. Det er retter fra buffeten jeg har konverteret til take away. Det er en kombination af danske retter med etnisk mad – godt med grøntsager og kød. Det er mad med smag uden at være stærkt, fortæller Mogens Madsen. 

Den varme mad, fås på bestilling til afhentning fra kl. 17.00, mens gadekøkkenets øvrige retter såsom smørrebrød, sandwich og andre kolde retter fås fra frokosttid.

Frokostretterne laves også samme dag. Kødet stammer typisk fra aftenretten dagen forinden, som efter at have været vacumpakket natten over, skæres i skiver og bruges til smørrebrød, sandwich eller ovenpå pizza.

-Jeg går meget op i at gadekøkkenet har samme standard som på badehotellet, men jeg går også op i at madspildet skal være på et minimum, siger Mogens Madsen.

Maden puttes i øvrigt også i miljøvenlige portionsbakker med låg, som egner sig til opvarmning i ovn.            

Gadekøkken forsætter efter corona
Lige nu befinder Mogens og en anden medarbejder fra ”dalen”, som de kalder det, sig i Strandby. Men det er kun her i starten.

-Morten og jeg skal tilbage til badehotellet, når vi må åbne op for a la carte restaurant og selskaber igen, siger Mogens Madsen. Det glæder vi os meget til, men dermed ikke sagt, at vi ikke har vore tanker i gadekøkkenet i Strandby.        

For Næsbydale Gadekøkken er absolut ikke coronaprojekt for mig, men man kan til gengæld sige, at det er udsprunget af coronatiden, siger Mogens Madsen.  


Mogens Madsen fik ved åbningen i sidste uge en særlig hilsen fra Strandby Borgerforening, der glæder sig over at der igen er madsted i byen.    

 

e-max.it: your social media marketing partner