HVALPSUND: I aften, udenfor i mørket, kunne man ved nærmere øjesyn se næsten alle beboere og personale sidde med næserne tæt på vinduerne. 

Og det var ikke kun for at se det idylliske dalende snevejr. Friplejehjemmet Hesselvang havde nemlig besøg af kunstgruppen PixlArt, som er på turne´ rundt på 30 plejehjem med deres flotte mobile udstilling “Længe Leve” om Hendes Majestæt Dronning Margrethes liv fra fødsel til nu.

-Simpelthen et fantastisk arrangement, beboerne snakkede om det hele aftenen,  udtrykker Inge Boller, medarbejder på Hesselvang.

Hele forestillingen er lavet under hensyn til alle covid-restriktioner og foregik derfor udendørs, hvor der blev rejst en stor skærm på ca. 5x3 meter. En kraftig projektor viste Dronningens liv i billeder mens en højtaler spillede musik til. Billederne var inddelt i grupper som barn, ung, tronskiftet, jobbet, familien, kærligheden osv. og gav anledning til mange snakke og erindringer. Med til forestillingen fulgte også et stort og meget flot udført hæfte/katalog med mange af billederne, historierne bag billederne og et langt interview med Bodil Cath, hofreporteren, som har været bindeleddet mellem kongehuset og PixlArt. Mange beboere modtog med glæde den fine bog.


Hesselvangs beboere var placeret inde i varmen bag ruderne, så de kunne følge med på storskærmen udenfor.

e-max.it: your social media marketing partner