FARSØ: I forbindelse med indvielsen af Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø for 2 år siden

sluttede formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Asger Andersen sin tale af med ordene ”Nu har vi bragt Johannes og Thit sammen under fælles tag, selvom de i deres liv havde svært ved at være sammen. Så må vi se hvad der sker?”

-Denne sætning har fostret ideen til at omsætte dette livslange skisma mellem de to, til et dramatisk udtryk i form af en teaterforestilling, fortæller formand for Vesthimmerlands Teaterforening, Karen Margrethe Eriksen og fortsætter:


Det er Vesthimmerlands Teaterforening og formand Karen Margrethe Eriksen der har fået ideen til forestillingen. 

Ideen kommer fra Vesthimmerlands Teaterforening
-Vi havde lige haft besøg af teaterproducenten Det Flydende Teater med forestillingen Anne Ancher og året forinden med forestillingen om Grevinde Danner. Og så kom ideen, selvfølgelig skal Det Flydende Teater også lave en forestilling om Thit og Johs, for det er netop teaterproducentens koncept at nyfortolke store danske personligheder og relatere deres budskaber til samtidens problemstillinger. 

Men ville de lave en teaterforestilling om Farsøs verdensberømte forfattersøskendepar? Vi sikrede os selvfølgelig først Farsø museets accept og så skulle ideen sælges til teatret. Det prøvede vi så på teaterseminariet i november 2019. Vi ventede spændt på deres reaktion. Og den kom så i begyndelsen af sidste år. De ville gerne snakke med os og besøge museet i Farsø for at hente inspiration.


Christine Worre Kann og Pelle Nordhøj Kann fra Det Flydende Teater(t.h.)besøgte for et år siden Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet, for hente inspiration til teaterforestillingen. De er begge både skuespillere, producent og dramatiker. I Thit forestillingen er Christine en af 5 skuespillere og Pelle er instruktør. Hans Støttrup Jensen og Peter Hørup fra museet stod klar for at fortælle om Farsøs berømte forfattersøskendepar. 

Thit Jensen – Valkyriens Kamp
-Det blev et kreativt og frugtbart møde. Resultatet er blevet forestillingen Thit – Valkyriens kamp. Selvom teaterstykkets titel kun indeholder Thits navn, omhandler stykket også Johannes. Manuskriptet er skrevet og nu kan vi næsten ikke vente til præmieren til august, fortæller Karen Margrethe Eriksen.

Fire forestillinger i Vesthimmerland
Producent, museum og teaterforening har indgået en aftale om, at teaterstykket skal indgå i et større projekt. Forestillingen vil naturligvis turnere rundt i Danmark, men vil få turnépræmiere i Vesthimmerland den 23,24., 25., og 26. august 2021 med to forestillinger på Hotel Farsø og to forestillinger på Vesthimmerlands Museum.

Turneteatret har udviklet en scenografi, hvor publikum sidder på begge sider af scenen og med max. 100 publikummer pr. forestilling. I corona-restriktion perspektiv vurderes dette at være muligt i slutningen af august måned.   

Som optakt til Kulturugen
Teaterforestillingerne ligger i øvrigt i ugen inden Vesthimmerlands Kulturuge, der for nyligt er blevet flyttet til uge 36.

-Forestillingerne vil derfor være en perfekt optakt til Kulturugens øvrige aktiviteter, siger Karen Margrethe Eriksen.

Består af mere end teater
Ud over forestillingerne vil der også være aktiviteter før premieren i form af foredrag og oplæg fremført af markante kvindelige forfattere på Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet. Desuden vil der være events i forbindelse med forestillingerne.        

Der er også planlagt udvikling og produktion af undervisningsmateriale, herunder filmoptagelser af stykket til de ældste klasser i folkeskolen og gymnasiet samt til besøgende på museet. Det er dog kun såfremt der kan skaffes penge til det.

I gang med at skaffe penge fra fonde
De tre samarbejdspartnere har derfor sendt adskillelige ansøgninger afsted til fonde, men også til Vesthimmerlands Kultur- og Fritidsudvalg har fået en ansøgning.

Herfra blev der i sidste uge bevilliget kr. 48.500.

Alt i alt koster projektet på fem dele kr. 577.500, hvoraf egenfinansiering og billetindtægter udgør 131.000. Det vil sige der søges om i alt kr. 446.500, hvoraf de kr. 225.000 til undervisningsmaterialer og filmoptagelser udgår, hvis der ikke kan skaffes nok.      

Det er naturligvis projektparternes håb, at så mange elementer som muligt kan realiseres.

e-max.it: your social media marketing partner