VESTHIMMERLAND: Nu kan de første hjemmeboende ældre over 65 år, som modtager personlig pleje og praktisk bistand fra Vesthimmerlands Kommune blive vaccineret mod covid-19, men beskeden i sig selv kan være en udfordring.

For beskeden om vaccinetilbuddet modtager de ældre som elektronisk brev via e-boks eller som fysisk brev, hvis man ikke er tilmeldt digital post.

Men det er ikke gjort med det, for de skal herefter selv booke en tid i den digitale vaccineportal vaccine.dk.

Det kan give udfordringer, for mange ældre kan ikke selv kan klare den opgave, og der bliver derfor et stort behov for at pårørende træder til.

Pårørende til ældre bedes derfor være opmærksomme på, om de ældre har modtaget et vaccinetilbud i e-boks eller postkasse, hvorefter de skal sikre sig, at de ældre får booket en tid i den digitale booking-portal.

Hvis man ikke har nemID er det muligt at bestille en tid telefonisk via Region Nordjylland - men altså kun hvis man har fået brev med tilbuddet.

Kommunens hjemmehjælpere vil også være opmærksomme på, om den ældre har brug for hjælp, og evt. formidle kontakt til pårørende, eller oplyse om nummeret til den telefoniske booking. Hjemmehjælperne kan dog ikke påtage sig at booke tider til borgerne på nettet, så derfor er det pårørende der skal booke, hvis den ældre ikke selv kan håndtere elektronikken.

e-max.it: your social media marketing partner