FARSØ: Normalt glæder eleverne på Farsø Skole sig til en god juleferie, men de glæder sig lige så meget til at møde i skole igen efter nytår. Men sådan er det ikke i år.

Grundet en landsdækkende delvis nedlukning i midten af december, der skyldtes et stigende corona-smittetryk, blev eleverne i 5. -9. klasse - lig deres kammerater i resten af landet, sendt hjem til fjernundervisning fra den 17. december. Fra den 21. december kom fjernundervisningen også til at gælde for 0- til 4. klasse.

Skulle være mødt ind den 4. januar
På det tidspunkt var alle børn sat i udsigt, at de kunne møde i skole igen fra den 4. januar.
Men sådan skulle det ikke blive, få dage inden nytår, nærmere bestemt den 29. december blev det af Statsminister Mette Frederiksen meldt ud, at den delvise nedlukning af Danmark vil blive forlænget til 17. december.

Har prøvet virtuel undervisning flere gange før
-Eleverne på Farsø Skole har nu efterhånden en par gange skullet omstille sig fra klasseundervisning til virtuel undervisning derhjemme, så de er efterhånden blevet ret skarpe til det - og det samme er lærerne, fortæller skoleleder på Farsø Skole, John Andersen. Men det kan aldrig blive optimal undervisning.

De yngste elever har også fået computer med hjem
Det er kun anden gang, at indskolingen – altså 0. – 4. klasse er sendt hjem. Første gang var sidste forår, hvor eleverne blev sendt hjem med opgavehæfter de skulle løse derhjemme.

-Det gik rigtigt fint, men denne gang bliver det en blanding mellem opgaver på papir og at holde sig i virtuel kontakt med sin lærer, fortæller John Andersen.

-Indskolingen har således hentet opgaver på skolen og fået en computer med hjem. Børnene vil være i kontakt med deres lærer hver dag, og der vil blive lagt videoer ud dagligt fra deres lærer med opgaver de skal løse. Men opgaverne skal de selv løse – eventuelt med hjælp fra deres forældre. Opgaverne er ikke kun af boglig karakter, der er også inddraget bevægelse såsom at gå en tur, sjippe, hoppe og andet, forklarer John Andersen.

Håber på fremmøde den 18. januar
Uanset om det er de store elever eller de små, er der tale om nødundervisning, og det skal da ingen hemmelighed være, at John Andersen håber at eleverne kan møde ind på skolen igen den 18. januar.

Nødpasning på skole
For de indskolingselever som ikke har forældre eller søskende hjemme er der foranstaltet nødpasning på Farsø Skole. Det er der 19 elever der benytter sig af, og de skal altså modtage den samme virtuelle undervisning som deres kammerater, selvom de befinder sig på skolen. De er under opsyn af pædagoger, når de er på skolen.

Normal undervisning for special- og modtageklasser
Specialklasserne og modtageklasserne på Farsø Skole møder derimod ind som normalt på skolen. Også børn med læsevanskeligheder o.lign. kan møde ind hvis der er behov.

-Vi skal tage os særligt meget af de sårbare elever i denne situation, men de har naturligvis også mulighed for hjemmeundervisning, hvis der er hjælp fra deres forældre, siger John Andersen.

For at sikre, at så mange forældre som muligt kan passe deres job under nedlukningen holder dagtilbuddene – altså vuggestuer, dagplejere og børnehaver åbent som normalt. 

e-max.it: your social media marketing partner